Den kan gå, løbe, tale og trykke dig i hånden. Den sydkoreanske professor Junho Oh og hans forskerhold har bygget en menneske-lignende robot, Hubo – en forkortelse for Humanoid Robot - som skal klare mange af de opgaver, som er for besværlige, kedelige eller for farlige for mennesker. I Sydkorea er Hubo blevet genstand for stor national stolthed og den bliver gerne vist frem som bevis på, at landets robotforskere kan måle sig med nabolandet Japan. Hubo fik da også lov til at hilse på statsminister Lars Løkke Rasmussen under hans besøg i Sydkorea i starten af marts – og metalmanden klarede velkomsten på flydende computerdansk.
Professor Junho Oh er leder af Humanoid Robot Research Center på det sydkoreanske eliteuniversitet KAIST (Korea Advanced Institute of Science and Technology). Her bliver der forsket i alt fra biomekanik og computergrænseflader til nye medier og digital kunst. Men Junho Oh er superstjernen på universitetet og han har optrådt i tv-shows i mange lande med sin robot i menneskeform.
ComON fik lov til at kigge indenfor i robotbyggerens værksted på KAIST, der ligger i byen Daejong omkring 150 kilometer fra hovedstaden Seoul. Her kan man se alle de gamle prototyper og følge evolutionen fra de små kravlende mikrorobotter til den første humanoide robot på rigtige ben og den aktuelle, mere fleksible anden generation af Hubo. I et hjørne af laboratoriet er der opstillet store løbebånd – men det er altså robotterne og ikke forskerne, der træner her.
Indtil videre er Hubo stadig låst fast i en forholdsvis stiv krop – den har omkring 40 bevægelige led og er begrænset til en tophastighed på 3,3 km/s. Men for hver ny generation bliver robotten tyndere, lettere og hurtigere. Og sammenlignet med menneskets evolution – der som bekendt har taget millioner af år – går det meget, meget stærkt i laboratoriet. Man kan ikke undgå at få den tanke, at menneskets naturlige efterkommer på Jorden er ved at blive født her i et værksted i Sydkorea.
”Måske ligger det i menneskets natur at vi har et dybfølt ønske om at skabe et andet væsen. Vi har en drøm om at udfordre Gud,” siger professor Junho Oh, der viser rundt i sit laboratorium.
Statsstøtte
Han lægger ikke skjul på, at han selv blev inspireret af den berømte japanske robot Asimo, der er udviklet af Honda. Det har taget flere årtier og investeringer i milliardklassen at gøre de japanske robotdrømme til virkelighed.
”Jeg havde en drøm om at gøre det samme, men det skulle gøres meget billigere og måtte ikke tage mere end tre år. Jeg lavede en ansøgning om støtte fra regeringen og bad om 200.000 dollar. Men de troede ikke på, at det kunne lade sig gøre på så kort tid,” fortæller professoren.
Han fik alligevel sine penge ved at gå til sine forskerkolleger og skrabe midler sammen fra deres forsknings-budgetter – og den første robot stod færdig i 2004. Siden har Junho Oh ikke haft problemer med at få penge fra den koreanske regering. Han modtager hvert år mellem en halv og en hel million dollar i støtte til sin forskning.
”Jeg havde bevist, at det kan lade sig gøre at bygge en hel ny robot på kort tid. Det er ikke magi – det er bare hårdt arbejde. Pludselig var der forskere over hele verden, som ville i gang med forskning i humanoide robotter. Der er måske 200 forskergrupper på dette felt i dag. Men de er ikke kommet så langt – for det er trods alt meget kompliceret,” siger han.
Junho Oh havde etableret sig som en af verdens førende robotforskere og han fik lov til at vise sin humanoide robot frem under flere topmøder i Sydkorea, hvor blandt andet den daværende amerikanske præsident Bush og den russiske præsident Putin fik trykket robotten i hånden.
Den medievante professor fik udstyret sin robot med et venligt Albert Einstein-ansigt, men betegnelsen menneske-lignende skal alligevel tages med forbehold – for ingen kan være i tvivl om, at der er tale om en robot og ikke et menneske.
Fremtidsmusik
Der er stadig langt til science fiction-filmenes verden, hvor replikanter, androider og hvad de ellers hedder går frit rundt blandt mennesker. Og det kommer heller ikke til at ske lige med det samme, hvis man spørger professoren.
”Der findes androider som ligner mennesker på overfladen, men det tager kun omkring tre sekunder for de fleste mennesker at gennemskue illusionen. Og under alle omstændigheder brister illusionen, når du rører ved robotten eller interagerer med den på en eller anden måde. Èn ting er hardwaren – noget andet er maskinens intelligens. Nogle forskere tror, at der vil være computere som overgår menneskets intelligens om 5-10 år. Men det tror jeg ikke på,” siger Junho Oh.
Der er ellers ambitioner om, at et robothold skal slå mennesker i fodbold inden 2050. Hvert år afholdes et verdensmesterskab i robotfodbold – RoboCup – og her kan man følge, hvordan robotterne år for år bliver bedre og hurtigere. Men Junho Oh regner ikke med at se robotter vinde over mennesker i sin levetid.
”Vi kan lige så godt være ærlige og sige, at robotter faktisk er temmelig dumme. De kan måske udføre et intelligent arbejde og lade som om, at de er intelligente – og når vi ser dem, så synes vi, at de virker intelligente. Men det er en illusion – det er snyd. Robotten kan ikke tænke og den har ikke en sjæl, og jeg tror heller ikke, at det nogensinde vil ske,” siger forskeren.
Altså ingen glødende verdensundergang udløst af en ond computerintelligens, der sender dræberrobotter ud for at rydde op i de sidste resterne af menneskets civilisation? I Japan og Sydkorea har man i det hele taget svært ved at se de negative aspekter af robot-teknologien. Hvor vi ser kolde og følelsesløse robotter og måske ryster lidt ved tanken, så ser man her mest på de positive sider – og om nødvendigt kan man altid male et smilende ansigt på maskinen.
Den koreanske regering har en ambition om at alle landets husholdninger skal have en servicerobot inden for de kommende år. Og det skal nok blive ført ud i livet, mener den berømte sydkoreanske robotforsker.
Husrobotter er starten
”Selvfølgelig vil der være en robot i alle hjem. Men stop lige her. Hvordan definerer du egentlig en robot? Hvis vi snakker om en lille maskine, som robot-støvsugeren Roomba, så findes den jo allerede i mange hjem. Den har to grundlæggende egenskaber – en begrænset form for intelligens og mobilitet – som vi forbinder med robotter,” siger han.
For alle dem der ønsker sig en robot-butler som Hubo kan ventetiden blive lang – det koster i øjeblikket mere end en halv million kroner at fremstille hvert eksemplar af robotten. Og Hubo er faktisk en ganske dårlig butler. Det er meget muligt, at teen er blevet kold, inden robotten finder vej fra køkkenet ind i stuen.
Professoren sammenligner det nuværende fase for robotforskningen med computeralderen for 30-40 år siden. Dengang var der også profeter, som forudsagde at hvert hjem ville have en computer – og man forestillede sig måske et mainframe-skab i stuen med blinkende lys, der spyttede hulkort ud. Det ville få dit hjem til at ligne et rumskib – men sådan det gik som bekendt ikke.
”De havde jo faktisk ret – vi har computere i alle hjem. Men de ligner ikke datidens computere. En person fra dengang ville måske kigge rundt i vores hjem og spørge – nå, hvor er computeren? For den er der jo – hvert hjem har mere end 50 computere i dag. Men de ligner bare ikke. De er indbygget i mobiltelefoner, tv-bokse og alskens apparater, i bærbare og stationære pc'er, men det ligner ikke computere anno 1970,” siger Junho Oh.
Robottens tidsalder
Hans pointe er tydelig – det vil gå robotterne på samme måde som computerne. I fremtiden vil der være robotter alle steder. Men vi vil ikke se dem.
”Robottens tidsalder er kommet. Men de robotter, som vi omgiver os med, ligner ikke robotter. Det er mere korrekt at sige, at fremtiden er robotiseret. Der vil være robot-funktioner i mange genstande. Vi har allerede et kamera, som selv tager et billede når det genkender et smil. Det er et meget simpelt eksempel. Vi kan forestille os en dør, som selv genkender dig og lukker dig ind. Eller en bil, som selv kan køre. Men der står ikke en robot og bevogter døren, og der sidder heller ikke en robot i bilens førersæde. For døren eller bilen er robotten,” siger professoren og henviser til Transformers-filmene, hvor biler forvandles til robotter.
Ikke at din bil i fremtiden vil kunne forvandle sig til en kæmperobot i menneskeform – men bilen vil opføre sig som en robot. Den amerikanske hær har da også en strategi om, at 30 pct. af alle landfartøjer skal erstattes med robotiserede køretøjer inden for 20-30 år.
Hvis det nu er rigtigt – hvis fremtidens robotter bliver integreret ind i vores omgivelser og dermed bliver usynlige for os – hvad er så formålet med Junho Ohs forskning i menneske-robotter?
Den sydkoreanske professor lægger ikke skjul på, at der er tale om et nationalt prestige-projekt, men han fremhæver at den humanoide robot er en ideel testplatform for en lang række teknologier, lige fra talegenkendelse til kunstige øjne og nye typer batterier.
”Jeg mener bestemt ikke, at alle robotter skal ligne mennesker. Nogle robotter vil måske ligne kakerlakker. Og mange vil altså slet ikke ligne robotter. Men der er nogle situationer, hvor det er smart med en servicerobot. Vi er kommet frem til, at den ideelle størrelse for en sådan servicerobot er 30 cm i diameter og 120 cm i højde. Det fungerer ikke med hjul – det kræver at robotten kan balancere sig selv på to ben. Vi er stadig ikke i mål, for robotten er ikke stabil nok. Men vi arbejder på det,” fortæller han.
Tungt, farlig eller umuligt
Og hvad er det så for scenarier, hvor det alligevel kan være interessant at bruge en menneske-lignende robot? Junho Oh fremhæver tre konkrete scenarier. Det første er arbejde, som er for tungt, besværligt eller snavset for mennesker. Det andet er arbejde i meget farlige miljøer – som f.eks. i en atomreaktor. I de første to eksempler kan arbejdes godt udføres af mennesker, men det er bedre at sende en robot. Det tredje eksempel er opgaver, hvor det ikke er muligt at sende mennesker. Det kan være udforskningen af andre planetter, hvor Nasa allerede har gode erfaringer med sine rover-missioner til Mars.
Robotten arbejder stabilt og pålidelig, den kan fortsætte med at samle data i mange år, og den kræver ikke omfattende systemer til life support.
”Og så har robotten én anden vigtig fordel i forhold til mennesker – vi behøver ikke tænke på at hente den hjem igen,” tilføjer den travle sydkoreanske robotforsker med et smil og skynder sig tilbage til sit laboratorium, hvor robotten stirrer tomt ud i luften bag et sort visir. Man kan næsten ane et par røde prikker bag visiret, der følger journalisten på vej ud – eller er det bare fantasi?
