Messeledelsens ambitionen i 2003 er at fokusere mere på de skandinaviske udstillere. På en af messens tre dage vil der være specielt fokus på Danmark og de danske udstillere.
Danmarks Handelskontor i Gøteborg, som er en del af Danmarks Eksportråd, fortæller at man indtil videre har modtaget syv tilmeldinger fra danske virksomheder.
De syv danske udstillere er Nextlink, Retail Planit, Cintac, Delfi Technologies, Umates, 7-Technologies og Ipos. Produktudbuddet svinger lige fra trådløse headsets over Business Intelligence-systemer til computertasker.
»I en tid hvor IT-branchen oplever meget modgang, er det opløftende at se så mange spændende og ambitiøse danske IT-virksomheder, som vil være med på Nordens største IT-messe i Gøteborg. Allerede nu har den danske fællesstand samlet lige så mange danske udstillere, som Comdex-messen gjorde i 2002,« siger eksportstipendiat Lars Ingerslev.
Han fortæller at der stadig er nogle få ledige pladser på den danske fællesstand.