Jysk It Center i Silkeborg efterlader sig gældskrav for fire millioner kroner efter selskabet i december 2009 gik konkurs. De største kreditorer er de tre distributører, Actebis, Rosenmeier Electronics og Tech Data, der tilsammen har gældskrav for over to millioner hos forhandlerne. Det oplyser partner i Advokatfirmaet Brockstedt-Rasmussen, Henrik Lyhne, der sammen med kurator Søren Schulz er ved at rydde op i konkursboet.
Nu er Henrik Lyhne ved at sælge de aktiver, især bærbare pc, gps’er og nogle mindre varevogne, der er tilbage i konkursboet. Aktiverne kan dog ikke dække gælden, da de kun er vurderet til omkring 100.000 kroner.
Ifølge Henrik Lyhne har it-forhandleren har været delt op i en onlinebutik med salg til private samt en B2B-virksomhed, og hvor privatsalget har været presset af priskonkurrence, er det erhvervsafdelingen, der har fået Jysk It Center til at bukke under for konkursen.
»Det er salget til virksomheder, der har været ramt af finanskrisen,« siger Henrik Lyhne.
Han fortæller, at der umiddelbart ikke ser ud til at være sket noget i virksomheden op til konkursen, som kan få ham til at rynke på næsen.
»Konkursen ser ud til at være kørt lige efter bogen og har været rimelig almindelig i forhold til konkursboer i det hele taget,« vurderer Henrik Lyhne.