Det er i et tæt samarbejde med lokale forhandlere, at børsnoterede Columbus it vil vil sætte sit præg på nye markeder i Finland, Mexico, Brasilien og Chile. Men koncernchef Michael Gaardboe slår fast, at det er dansk software og kompetencer, der bliver solgt i udlandet.
»Med relativ lave investeringer køber vi os ind i nystartede virksomheder og etablerer os med en stærk lokal management på et givet marked. På den måde opfylder Columbus it vores internationale kunders behov for bred lokal tilstedeværelse samtidig med, at vi tuner vores forretning,« udtaler koncernchef Michael Gaardboe, der beholder ansvaret for regionen i opstartsfasen.
Michael Gaardboe lægger ikke skjul på, at Microsoft-branded er med til at åbne dørerne.
»Vi tror på Microsoft, og støtter os til branded, fordi det er utrolig stærkt. Kunderne efterspørger en væg til væg løsning. Og vi går ikke ind i et land, hvis vi på forhånd ved, at der er ikke er kunder,« udtaler Michael Gaardboe, der også har rettet kikkerten mod Kina og Indien som potentielle markeder.
Ifølge Steen Hagengaard, der er administrende direktør i Columbus it, er der for tiden en stor investeringsvillighed blandt virksomheder, der vil indgå i nye projekter.
»Vi har travlt for tiden. Og har svært ved at skaffe kvalificerede medarbejdere. Vi har fokus på opgaven og søger 20-25 folk. Men vi er også gået i dialog med vores søstervirksomheder i udlandet, om at deres medarbejdere kan arbejde for os i en periode. På den måde, får de indsigt i arbejdsgangene i Danmark,« beretter han.
De tre nye lande kommer til at fokusere på Dynamics AX (tidligere Axapta) og CRM med et CRM-kompetencecenter i Brasilien.
Columbus it overtager 51 procent af konsulentvirksomheden Capston, som er Microsoft Gold Certified Partner. It-virksomheden skifter navn til Columbus it Brasilien.
Det danske konsulenthus overtager ligeledes 51 procent af den mexicanske konsulentvirksomhed Spade S.A. de C.V., der skifter navn til Columbus it Mexico.
I Chile etablerer Columbus it sig med et 100 procent ejet datterselskab af Columbus it´s selskab i Columbia.
Opstarten af Columbus it i Finland sker via overtagelse af aktiviteterme i den finske konsulentvirksomhed PBS Enterprise, og etableringen af et nyt selskab, hvoraf Columbus it ejer 65 procent.
Columbus it beskæftiger cirka 900 medarbejdere i 30 lande, og opererer indenfor syv brancher, som detailhandel, industriel produktion, fødevareproduktion og transport.