"Der er et konstant udækket behov for netværksoperatører". Sådan lød budskabet fra talerne, dengang pilotprojektet Netværksspecialisten blev skålet i gang i champagne i en grå ghetto i det nordlige Århus for et år siden.
Men hvor det udækkede behov faktisk eksisterer henne, er åbenbart lidt af en gåde. For det lykkedes to ud af 15 af deltagere i projektet at finde sig et job som netværksoperatør. Yderligere fire har dog valgt at videreuddanne sig inden for IT.
Dermed blev resultatet noget af et flop i forhold til, hvad Århus daværende viceborgmester, Lis Særkjær, spåede. Hun forudså, at mindst ti og formentlig alle 15 projektdeltagere ville være i job nu.
Målgruppen i pilotprojektet var især unge 18-35 årige med en flygtning- eller indvandrerbaggrund. I alt 45 arbejdsløse unge ansøgte om at blive deltagere. Af de 15, der blev udvalgt, var seks nydanskere.
Udover kommunen var en række private aktører også involeret. Nemlig Uni-C, en række boligforeninger i Århus Vest, Millenium Kursuscenter og ikke mindst den globale netværksgigant Cisco.
Investeringen værd
Cisco leverede undervisningsmateriale samt et netværkslaboratorum til en værdi af cirka 150.000 kroner. Og trods den objektict set ringe succesrate, er Cisco godt tilfreds.
- Det er investeringen værd, og vi tror stadig på idéen. Vi har fået fuld valuta for pengene. Vi har medvirket til at styrke kompetencer inden for netværk til gavn for os selv, vores kunder og samarbejdspartnere. Otte har jo bestået uddannelsesforløbet. Samtidig vil vi gerne være vores sociale ansvar bevidst ved at give en chance til nogen folk, der tilhører marginalgruppen, siger Henrik Boye, forretningsudviklingschef i Cisco Århus.
Netop det faktum, at den 280 timers uddannelse, som deltagerne fik, var udviklet af Cisco, gav anledning til optimismen med hensyn til jobchancer. Der er nemlig erfaring for i mange lande, at uddannelsen, der har betegnelsen CNAP, giver direkte adgang til job.
Henrik Boye erkender, at projektet langt fra har nået de mål, man satte sig, dengang idéen blev født i 2000. Men det var ikke til at vide dengang, at arbejdsmarkedet ville vende så markant som følge af IT-afmatningen.
- Da vi gik ind i det, kunne vi se, at der var begrænsede netværkskompetencer på markedet til at løse virksomhedernes netværksopgaver. I dag har vi ikke de samme flaskehalsproblemer på markedet. Det er nemmere at rekruttere netværksfolk, siger han.
Alligevel ser god grund til at fortsætte i denne boldgade. Sammen med Århus Kommune og Netjob er Cisco i gang med at forberede et nyt beskæftigelsesprojekt.
Frafald på grund af højt niveau
Projektlederen i Netværksspecialisten, Murat Kilic, betegner også resultatet som udmærket i sin evalueringsrapport af projektet. Han skriver i konklusionen:
"Seks ud af de otte personer, der gennemgørte pilotprojektet, er enten i fast job eller i uddanenlse, mens en fortsat er ledig, og en er sygemeldt. Det er et udmærket resultat, men jeg tror, det kunne have været bedre, hvis vi ikke gennemførte projektet i en periode, hvor efterspørgslen på IT-medarbejdere var faldende. IT-aktiekursernes fald og et foruroligende IT-marked efter den 11. september har også haft en stor betydning".
At syv af deltagerne faldt fra undervejs i projektet, skyldtes ifølge Murat Kilic det høje faglige niveau i uddannelsen. Nogle af deltagerne viste sig ikke at have forudsætning for at honorere kravene.
Murat Kilic fremhæver desuden de mindre synlige og målbare resultater af projektet. Aspekter som at deltagerne har fået udvidet deres kontaktnet i byen og i branchen og fået papir på nogle værdifulde kernekompetencer.