Danmarks dystre it-fremtid

GÆSTEBLOG: Vi trænger til et gevaldigt eftersyn af økosystemet for it-startups.

Verden ændrer sig. Hvordan påvirker det it-branchen?

Det var oplægget fra arrangørerne af Fremtiden for dansk it-arbejdskraft i denne uge, hvor Mikkel Svane (Zendesk), Tom Togsverd (ITEK), Peter Hildebrandt (ProInvestor) og Mogens Nørgaard (Miracle) gav deres bud på svaret.

Og det var, set over en bred kam, en noget dyster stemning, der tegnede sig i forhold til fremtiden for især Danmarks it-iværksættere.

Det var i store træk en bekræftelse og fortsættelse af de betragtninger, som kom til udtryk i ComONs artikel tidligere på ugen, om den katastrofekurs, vi i Danmark har formået at sætte venturekapitalmiljøet og dermed også it-iværksætterne på.

Den altoverskyggende konklusion var, at man som it start-up bør indse at Danmark højst kan bruges som en slags testmarked, og at man før eller siden er nødt til at flytte virksomheden, væksten og hele sin familie til udlandet (læs: USA), hvis den skal have en jordisk chance for at overleve opstartsfasen og sikre sig den nødvendige kapital.

Men hvorfor er det egentlig sådan, det forholder sig?
 

Guldgraverland

I følge Mikkel Svane bliver man i USA del af en hel industri, som kun arbejder med tech startups, hvor man får den fornødne adgang til viden, erfaringer og kapital, som ikke findes herhjemme.

Danmark er en anden kultur og mentalitet, på godt og ondt. Silicon Valley er, og har altid været, ”Guldgraverland” (lidt ligesom Milano er ”Modeland”), og området er som skabt til at starte en it-virksomhed. Det medfører også nogle vilkår, som vi traditionelt har svært ved at identificere os med i Danmark.

Eksempelvis accepterer man et finanskrak, og forventer ikke at regeringen gør noget – det er en del af modellen, at kun de bedste overlever, når konjunkturerne er ugunstige. Peter Hildebrandt smed yderligere benzin på bålet ved at fremhæve, at vi allerede har misset globaliseringstoget, og vi bliver ved med at misse det, fordi it innovationen kører henover hovedet på os. Vi starter og bliver her, fordi vi er født i Danmark, ikke fordi det er et optimalt sted at etablere og drive en it-virksomhed. Han pointerer fx at tiden og risikoen ved at adressere et marked på fem millioner er den samme som et marked på 300 millioner.

Endelig er vi herhjemme begunstiget med janteloven, som bl.a. medfører at vi kulturelt forbinder en konkurs (eller et par stykker) med skam. I udlandet er det noget man skriver på sit CV, som en værdifuld erfaring, for enhver ved at det i gennemsnit først er virksomhed nummer tre, som virkelig lykkes.


Halmstrået

Skal vi så bare give op?

Nu er jeg jo selv iværksætter, så det instinktive svar er naturligvis et rungende NEJ! Vi må kigge os om efter de halmstrå, der stadig er at gribe efter. Og der dukkede da også et par stykker op i løbet af debatten. Tom Togsverd drøfter et samarbejde med andre lande i Skandinavien eller Europa (for at imødegå det indbyggede problem, at Danmark er et rigtig lille marked).

Jimmy Fussing (Sunstone) fremhævede, at der faktisk er rigtig mange gode idéer i Danmark, som er fuldt ud på højde med dem, han ser i andre lande. Endelig pointerede Peter Hildebrandt at priserne på idéer (og dermed start-up virksomheden) stiger helt vildt i Silicon Valley i øjeblikket, hvor priser på omkring 10 mio. kroner er hverdagskost.

USA er som bekendt et frit marked, hvilken betyder at priserne varierer henover tid. Sådan er det langtfra i Danmark. Her er en idé pr. definition ca. 5,4 millioner kroner værd, for så passer det med innovationsmiljøernes støtte på ca. 1,8 millioner kroner for 20-30 procents andel.
Det forhold betyder, at der nu er en del trafik fra USA til Danmark i forhold til venturekapital, simpelthen fordi en idé er billigere i Danmark.

Det åbner faktisk nogle interessante muligheder op for de danske it start-ups.

Endelig annoncerede Zendesk igår, at de starter et udviklingscenter op i Danmark, hvilket bliver uhyre spændende at følge – det er et interessant valg, som kontrast til offshore outsourcing til lavprisområder.
 

Uhøjtidelige amerikanske investorer

Til den fest, Zendesk holdt senere på aftenen, kom det i følge min co-founder Niels Henrik Sodemann frem, at det skyldes vores evne til at arbejde agilt, hvilket må siges at være forretningskritisk for en virksomhed, der er så kundecentreret som Zendesk (vi skal så lige have etableret noget Ruby on Rails-kompetence i landet, men det er en anden sag).

Ud fra min egen virksomhed Queue-IT’s synspunkt kan jeg bestemt genkende en del af de pointer, der kom frem. Tendensen med at de amerikanske venturekapitalister kontakter danske start-ups for at hive dem til USA, mærker vi for eksempel ved et stigende antal henvendelser fra disse, i øvrigt forbløffende ikke-selvhøjtidelige, investorer. Det er sjovt, som de faktisk får os entrepreneurer til at føle sig lidt som ”kunder” i deres forretning.

Vi har utvivlsomt fået skabt et uhensigtsmæssigt økosystem i Danmark, som netop ikke formår at sætte entrepreneuren i centrum, og som trænger til et gevaldigt eftersyn.

Og eftersynet skal ikke (udelukkende) foretages af offentlige embedsmænd og topfolk fra venture- og pensionsselskaberne. Vi er simpelthen nødt til at forholde os til at der findes modeller andre steder, som fungerer langt bedre, og så holde dette op mod de vilkår, som ikke kan ændres i Danmark (for eksempel at vi er et lille land). Vi skal involvere investorer og iværksættere fra lande, hvor systemet fungerer, og tage ved lære af dem, frem for at tro at vi selv kan opfinde den dybe tallerken eller justere på en model, som simpelthen ikke fungerer. Det har vi simpelthen ikke tid og råd til længere!

Det vil kræve mod og selvransagelse, men det er min overbevisning at det burde kunne lykkes. Det burde det, fordi vi stadig har en stor idérigdom og evner en hastighed i udviklingen, som man ikke ser i de traditionelle offshore-økonomier - men som præcis ligner den, Silicon Valley faktisk bygger på. Det er, efter min mening, dét vi skal satse på i fremtiden for it i Danmark.

Camilla Ley Valentin skriver fast om startups på ComON. Hun er CCO og co-founder i Queue-it.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere