En ting er sikkert; Apple har inviteret pressen til en stor produktlancering i San Francisco tirsdag den 7. september. Den kortfattede invitation antyder, at der er tale om et banebrydende produkt på linje med den første 5 GB iPod, der blev lanceret for fire år siden.
»1.000 sange i din lomme ændrede alt. Nu gør vi det igen,« hedder det i invitationen, men mere vil Apple ikke røbe.
Det har selvfølgelig fået spekulationerne til at koge over, og de fleste gætter på en af to muligheder. Enten er Apple på vej med en iPod der kan afspille video, eller også er der tale om en iPod-mobiltelefon.
Flere pladeselskaber har indgået aftaler med Apple om distribution af musikvideoer gennem iTunes-tjenesten i den seneste tid. Apple har ikke selv bekræftet, at man er på vej med en video-iPod, men pladeselskaberne fortæller at Apple udvikler en mobil videoafspiller.
Samtidig har Samsung Electronics afsat helt op til 40 procent af sin Flash-produktion til Apple. Det tyder på, at firmaet er på vej med en mobil enhed med meget stor lagerkapacitet.
På den anden side melder flere amerikanske medier, at det mystiske produkt er en iPod-mobiltelefon, som Apple og Motorola vil præsentere i næste uge. Telefonen skal i første omgang sælges til kunder hos teleoperatøren Cingular Wireless.
Ideen er, at brugerne kan købes musik hos iTunes på nettet og overføre musikken fra computeren til mobiltelefonen.
Motorola har allerede bekræftet, at selskabet udvikler en iTunes-kompatibel telefon, som skulle komme på markedet i september.