Dansk firma vil score på webgraffiti

Efter hundreder af tilfælde af webgraffiti i september vil Safe2Day skabe sig en forretning i at alarmere virksomheder om, at nettets vandaler har hærget deres sites. Derimod tør Safe2Day ikke at garantere, at dets kunder kan undgå graffitien.

Det er næsten for meget som fod i hose. Et lykketræf. Sådan betegner Safe2Day det sammentræf, at sikkerhedsfirmaet Safe2day netop i dag lancerer en advarselsservice til firmaer, der rammes af såkaldt defacing- også kaldet webgrafitti.

Tirsdag er det nemlig også dagen derpå for en række danske websteder, der ufrivilligt fik en ny forside af hackere fra Brasilien. Godt 270 danske sites viste sig at være åbne for den slags indtrængen.

Timingen i lanceringen er selvsagt tilfældig, i og med Safe2Day i lighed med konkurrenterne ikke formår at forudsige, hvor eller hvornår webhærværksfolk vælger at gå i aktion.

Safe2Day har store forventninger til salget af sin advarselstjeneste, der har fået navnet "Net D-Fence SiteWatch". Selskabet tror på, at det vil få 200 til 300 sites som kunder til ydelsen.

Tjenesten består i, at kunden får en email, hvis uvedkommende ændrer på indholdet af hans websted. Det er også muligt at gardere sig mod pinlige falske forsider ved at besøgende automatisk dirigeres videre til et mirrorsite, så snart webgraffiti er konstateret.

Sikkerhedsanalytiker i Safe2Day, John Jørgensen, erkender, at det kan ligne symptombehandling at advare om konsekvenserne af en sårbar webserver fremfor at sikre den for sine kunder.

- Men vi vil ikke ligge i krig med serverhoteller, der måske ikke altid har garderet sig med de nyeste patches. Vi vil hellere tilbyde at hjælpe vores kunder, siger John Jørgensen.

Han oplyser, at idéen til advarselstjenesten opstod i starten af september, da godt 200 danske websteder blev ramt af webgraffiti.

- At der sker igen i går og for så mange, er jo noget af et lykketræf for os. Det kan jo ikke undgå at bringe fokus på truslen, mener John Jørgensen.

Da et website i stort omfang er en virksomheds ansigt udadtil, er det imagemæssigt af stor betydning og særdeles uheldigt, at blive kompromitteret på denne måde overfor kunder og andre besøgende, lyder salgsargumentet fra Safe2Day.

Et andet dansk sikkerhedsfirma, Protego, øjner ikke en oplagt forretning og service i at alarmere sine kunder. Her foretrækker man at bruge ressourcerne på at rådgive og uddanne kunderne i, hvordan de bedst muligt beskytter sig mod enhver form for dataindbrud og datahærværk.

Protego oplyser, at det ikke er usædvanligt, at webgraffiti bruges til at fjerne fokus fra andre hackeraktiviteter. Altså det gamle trick med at skabe panik og udnytte forvirringen til at foretage sig noget lusket.

Det kunne være i al diskretion at kopiere en stor kundedatabase eller hente andre værdifulde oplysninger ud fra firmaets datagemmer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere