Navisionhuset Munk It er blevet solgt til en Færøsk investeringsgruppe, skriver Børsen i dag. Ifølge bladet er det en bank, et forsikringsselskab, en bank, et teleselskab og et IT-firma, der samlet står bag opkøbet.
Den Færøske investorgruppe er gået sammen med målet om, at skabe en ny europæisk forhandler på Navisionløsninger. Købet af Munk It er dermed kun det første. Ifølge Børsen har de fire virksomheder et trecifret millionbeløb stående klar til yderligere opkøb i Europa.
Gruppen betaler et tocifret millionbeløb for at overtage Munk It. Virksomheden har siden 2005 været ejet af Bjarne Søballe, der købte selskabet af den oprindelige stifter Helge Munk.
Bjarne Søballe fortsætte som direktør for Munk It, mens selve koncernstrategien skal ledes af Bo Martinsen, der kommer fra en stilling som kanalansvarlig for Navision i Microsoft.
Han mener at have fundet et hul i markedet, som ingen af de store europæiske og globale forhandlere så som Columbus IT Partner og Tectura har fokuseret på; nemlig de mindre og mellemstore virksomheder.
»Markedet for virksomhedsløsninger til denne gruppe er det hurtigst voksende af alle og potentielt også det mest lønsomme i hele Microsoft-verdenen. Men indtil i dag har det været præget af nogle ganske få, større leverandører og en enorm mængde små Microsoft-forhandlere,« forklarer Bo Martinsen til Børsen.