Den amerikanske finansstyrelse, Securities and Exchange Commission, har oprettet en særlig Internet-afdeling, der skal bekæmpe økonomisk kriminalitet. Office of Internet Enforcement består af 100 specialuddannede medarbejdere, der skal patruljere nettet og lede efter falske banker og investeringsfirmaer, der forsøger at lokke penge fra uskyldige investorer. Politigruppen har allerede fået tilnavnet "Cyberforce", og blandt dens opgaver findes også overvågningen af chatforaer, nyhedsgrupper og elektroniske opslagstavler. Der er tidligere set flere eksempler på, at man forsøgte at presse aktiekurser op eller ned ved at sprede falske rygter på nettet, og SEC har indtil nu startet 35 sager om cyber-kriminalitet. SEC modtager dagligt omkring 130 anmeldelser om Internet-kriminalitet.