Computer Associates vil opsige 800 medarbejdere på globalt plan. Hensigten er at spare 700 millioner dollar. Også CA i Danmark vil blive ramt af sparerunden, oplyser administerende direktør Per Kogut til CRN.
»Vi er jo en del af hele Computer Associates. Vi skal også bidrage til de besparelser, som skal gennemføres. Så det kan få betydning i Danmark,« siger Per Kogut.
Han peger på, at CA i Danmark allerede har deltaget i en global sparerunde, hvor der blev foretaget en cost-reduktion på 10 procent - dog uden opsigelser af danske medarbejdere.
»Vi er finansielt meget stærke i Norden. Det er ikke her, der er her behov for at trimme mest,« mener Per Kogut, som endnu ikke kan sætte tal på, hvor mange medarbejdere der vil blive berørt. Det kan variere en del fra land til land, forklarer han.
I alt vil CA sige farvel til 5 procent af medarbejderstaben.
Fyrerunden kommer i kølvandet på det 225 millioner dollar dyre forlig, som leverandøren har indgået med de amerikanske myndigheder oven på afsløringen af en ulovlig regnskabspraksis.