Meget tyder på, at det administrative interface (CMS, Content Management System) for Twitter er blevet hacket. Twitter har ikke selv bekræftet angrebet, men billeder, som er blevet postet flere steder på nettet, viser angiveligt Twitters administrative system. Det fortæller sikkerhedsfirmaet CSIS, som heller ikke selv kan bekræfte, om systemet rent faktisk er kompromitteret. Firmaet vurderer dog, at den dokumentation der er blevet lækket, ser alvorlig ud for Twitter og meget vel kan være den ægte vare.
Hvis det er korrekt, at hackere har skaffet sig adgang til kontrolsystemet for Twitter, så har de haft direkte kontrol med indholdet på tjenesten og adgang til at hente oplysninger om brugerne. På de skærmbilleder, der cirkulerer på nettet, kan man se at der er fuld adgang til bl.a. logfiler, mailadresser og andre brugerdata. For den enkelte bruger er der bl.a. oplysninger om antallet af opdateringer, tidspunkt for den seneste opdatering og sidste kendte ip-adresse.
Skærmbillederne af Twitters CMS kan også være forfalskninger, men CSIS fortæller at man har modtaget flere henvendelser fra samarbejdspartnere, som selskabet har tillid, der uafhængigt af hinanden fortæller, at Twitters CMS er blevet udsat for en fuld kompromittering.