Der har været stille omkring den japanske telefoni-producent NEC på det danske marked. I tiden hvor det nordiske NMT-net regerede, havde NEC fodfæste i Danmark, men i GSM-perioden var japaneren næsten usynlig på det danske mobil-marked. Det skal nu være slut, for ifølge dagbladet Børsen gør NEC nu comeback i Danmark.
Strategien er at springe direkte til 3G-telefoni, og NEC har indgået et partnerskab med teleselskabet 3, der får eneret på at markedsføre NEC's 3G-telefoner på det danske marked. Eksklusivaftalen gælder alene 3G-telefonerne, hvoraf en telefon allerede sælges i 3's butikker og yderligere en model følger om et par uger.
NEC vurderer, at kunderne i fremtiden vil foretrække en "alt i én"-telefon, der blandt andet kombinerer telefoni med en tv-modtager. Dog mener selskabet, at der nok i første omgang vil være to typer af efterspørgsler:
»Vi vil nok se to trends, hvoraf den ene er "all in one"-telefonen. Den anden er så den, hvor man har én telefon til arbejdsbrug - og måske en anden og mindre, som man tager med sig, når man skal ud til middag«, siger administrerende direktør for NEC Scandinavia AB, Patrik Hofbauer, til Børsen.
NEC, der har en samlet nordisk omsætning på ca. 400 millioner svenske kroner, vil ikke oplyse hvor mange apparater, de forventer at sælge i Danmark gennem 3.