Artikel top billede

Danske Nokia-ansatte lettede - men frygter jobsituation

Læs her, hvad de danske Nokia-ansatte siger om arbejdsgiverens krise - og slagterunden i Danmark.

"Jeg er skuffet," lyder en spontan reaktion fra en Nokia-ansat over for ComON.

Godt 950 danske Nokia-ansatte må inden for det næste år eller halvandet vinke farvel til deres arbejdsplads i den københavnske sydhavn. Alligevel er den nedtrykte stemning blandt medarbejderne, der onsdag eftermiddag trækker frisk luft i solen, blandet med lettelse. Ikke så meget optimisme. Alle siger, at det er for tidligt for dem at tænke på nyt job, og mange er pessimistiske, fordi mange mobilproducenter har lukket deres udviklingsafdelinger i Danmark. Men medarbejderne er lettede over omsider at have fået klar besked.

"Det er tre måneder siden, at Nokia meldte ud, at de ville satse på Windows Phone 7. Nu er der afklaring," siger en anden Nokia-ansat, der ønsker at være anonym.

En anden har set udviklingen komme snigende, efter Nokia fyrede i sommeren 2009, sidst i 2009 og sidst i 2010.

"Det kommer ikke helt bag på os, for vi har set nedskæringer de sidste år. Grønthøsteren har været hér og dér," siger han.
 

Nokia har etikken i orden, siger ansatte

Over en bred linje har alle tiltro til at få en fin exit. Folk er glade for, at de fortsat er på lønningslisten året ud. Med den efterfølgende opsigelsesperiode har de fleste altså et godt år til at vænne sig til tanken om en ny hverdag. De ansatte føler, at virksomheden ønsker at sige godt farvel til deres medarbejdere på en ordentlig og respektfuld måde. Én nævner, at en internationale Nokia-chef, Mary McDowel, tydeligvist var meget berørt af situationen, da hun overbragt den kedelige nyhed om formiddagen.

En del forstår dog ikke, at de danske ansatte skal fyres. Mange mener, at den danske afdeling har gjort gode resultater, og at Nokia hyrer billige udviklere i Beijing til at arbejde på firmaets billige modeller.

"Du kan få job i Kina," sigere en Nokia-ansat til en kollega og griner.

Andre viser forståelse for, at firmaet som led i den nye strategi må tage nogle hårde valg.

"Som jeg ser det, er det den rigtige beslutning, Nokia har truffet. Den kræver uheldigvis store omlægninger. Desværre," fortsætter medarbejderen, der har været almindeligt ansat i en af Nokias afdelinger i Danmark i fire år.

Ingen af de par håndfulde Nokia-ansatte, som ComON taler med uden for Nokias glasbygninger, har lyst til at tale til citat. De foretrækker at være anonyme. Det skyldes ikke frygt for Nokias ledelse. Ved fællesmødet i Bella Centeret klokken 10 om formiddagen blev det meldt ud, at alle var frie til at snakke med pressen. Nogle ansatte ønsker alligevel at være anonyme, fordi de stadig følelsesmæssigt er berørt. Andre ønsker ikke at fremstå som illoyale medarbejdere, der dolker arbejdsgiveren i ryggen.
 

Cheferne får skylden for nedadgående spiral

"Nokia så aldrig, hvad der ramte dem, da Apple lancerede iPhone," siger en Nokia-ansat, da ComON beder ham vurdere, hvordan Nokia startede sin deroute.

"Da Apple lancerede deres iPhone, sagde ledelse, at Nokias telefoner kunne præstere præcis det samme. De forstod ikke, at Apple skabte noget nyt," siger han.

"Det er ikke os, der har fejlet. Det er cheferne. Men de er selvfølgelig også røget ud af vagten," siger han med henvisning til Nokias udskiftning i topledelsen sidste år.

En anden medgiver, at det er softwaren, der er problemet.

"Vi har været for langsomme. Jeg håber, at Nokia vinder med den nye strategi. Vi kan ikke længere selv kontrollere softwaren. Windows Phone 7 er meget godt. Med det er det muligt for Nokia at differentiere sig i markedet og skabe en genkendelse i markedet. Det er rigtigt af dem ikke at satse på alle platforme. Det ville forvirre kunderne," siger en anden Nokia-ansat.

Det er en udbredt tendens, at de Nokia-ansatte skyder skylden for Nokias nedtur på ledelsen. Det er ikke deres eget ansvar. En fortæller eksempelvis, at de Nokia-ansatte har haft masser af gode ideer i lang tid, men at ledelsen har stoppet udviklingen og ikke har turdet træffe store beslutninger. En anden siger, at Nokias problemer med Symbian skyldes, at det er udviklet af ingeniører. Hardware-mæssigt og funktionsmæssigt er Nokia i topklasse, men den samlede brugervenlighed mangler.

 

Hvor er der jobs til de 950 fyrede?

Spørgsmålet er, hvad de godt 950 ansatte i den danske udviklingsafdeling nu vil foretage sig. Ingen af dem, ComON snakker med, gør sig større tanker om, hvor de skal søge arbejde i fremtiden. Netop nu går snakken blandt de ansatte også på, hvor Nokia fyrer og øger arbejdsstyrken i andre lande. Southwood i Storbritannien er også lukket, forlyder det. Nogle nævner, at en lille afdeling ved New York også er lukket. Der bliver også fyret i de tre finske afdelinger: Tampere og Salo. De to eneste bud på Nokia-afdelinger, som ComON hører nævnt som et muligt sted for en omplacering internt i Nokia, er Beijing i Kina og Ulm i Tyskland.

"Jeg kan godt finde på at søge mod Tyskland," siger en Nokia-ansat.

Andre bliver i landet, job i Nokia eller ej. En mor har to børn og en mand, hun ikke har tænkt sig at slæbe med ud i verden.

Nokias danske afdeling har både hardware-ingeniører og softwareudviklere. En del arbejder med Symbian Series 30 og 40, som hører til i Nokias billige og middel-billige vifte. Andre arbejder med både hardware-udvikling og softwareintegration og udvikling til de mere avancerede Symbian-modeller. Der er også danske ansatte, der arbejder inden for andre områder, eksempelvis typegodkendelse af nye mobiler. Omtrent 20 procent af de ansatte i Danmark er udenlandske statsborgere.

Selv om der er stor efterspørgsel på højtuddannet, teknisk arbejdskraft, vil mange ikke umiddelbart kunne bruge deres kompetencer i andre danske virksomheder. Engang havde Danmark en hel skov af mobilvirksomheder, men det er slut.

"Der er ikke nogen tilbage," siger en Nokia-ansat.

Ericsson lukkede deres afdeling med 200 ansatte i Struer for halvandet år siden. Også Motorola lukkede en stor afdeling i Aalborg for halvandet år siden. Tidligere lukkede Infineon det Siemens det gamle Dancall i Pandrup i Nordjylland. Det er blot de mest kendte afdelinger, der er lukket. Det danske mobileventyr er så godt som slut. Den Nokia-ansatte tilføjer dog, at der stadig er enkelte mindre televirksomheder i Danmark, men at de umuligt kan opsluge de mange specialister, der inden for det næste års tid skal søge nyt job.

"Mange er meget specialiserede. Der er ikke andre i Danmark til at ansætte dem. En del vil nok have brug for efteruddannelse, så de får mere generelle kompetencer," vurderer han.

"Hvor går du hen med 1000 medarbejdere, der på cirka samme tid står uden job?," spørger en anden.

"Der er en hel del om det samme bud."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere