Chipfirmaet AMD har lanceret fire Athlon64 X2-processorer med en strukturbredde på 65 nanometer. Ifølge AMD bruger de nye chips omkring 30 procent mindre energi end de tilsvarende 90-nanometer-modeller ved samme taktfrekvens. De fire nye modeller, X2 4000+, 4400+, 4800+ og 5000+, har en Thermal Design Power (TDP) på 65 watt. Dermed ligger de på niveau med Intels Core 2 Duo.
Intel startede allerede 65-nanometer-produktion i oktober 2005 og dette forspring er en stor del af forklaringen på, at firmaet allerede i sidste måned kunne lancere sin første fire-kerne-processor.
Men AMD satser nu på at have sine første 45-nanometer-modeller klar allerede om 18 måneder, og det ville forkorte Intels forspring med seks-syv måneder. AMD har brugt 28 måneder på at tage springet fra 90 til 65 nanometer.
Ved at skifte til en mindre strukturbredde kan producenterne enten presse mere ydelse ud af processorerne eller sænke strømforbruget; AMD har valgt det sidste i sine nye modeller, der bliver produceret på Fab 36 i Dresden.
Topmodellen Athlon 64 X2 5000+ med 65 nanometer strukturbredde, 2,6 GHz taktfrekvens og 2 x 512 KB L2-cache skal sælges for 301 dollar i store styktal.