DVD-industrien lægger sag an mod 72 hackere og webside-ejere. Grund: de enten tilbyder eller linker til software, som kan dekryptere den kode, der beskytter DVD-formatet.
En norsk programmør, Jon Johansen, og det populære nørdsite www.slashdot.com er blandt de sagsøgte.
Det har hidtil været relativt svært at kopiere DVD-film, fordi indholdet er krypteret med et system kaldet CSS. Men for et par måneder siden lykkedes det en gruppe norske hackere at knække koden.
Hackerne har udviklet et lille Windows-program, som kan dekryptere indholdet på en DVD-skive. Programmet (DeCSS) er efterfølgende blevet tilgængeligt på adskillige websider.
(Kilde: Wired)