"Hvis du har prøvet at bruge en netbook og en skærm på ti tommer - det går fint i en time, men det er ikke noget du vil bruge i dagligdagen."
Altså legetøj og ikke meget andet. Sådan opfatter Intel tilsyneladende den igangværende netbook-revolution, skriver Cnet.
Citatet stammer fra en så højt rangerende Intel-person som Stu Pann. Han er øverste marketingmand hos chipgiganten (vicepræsident Sales & Marketing Group) og talte forleden ved en amerikansk konference om CRM.
Intel havde egentlig tænkt sig noget helt andet med de populære netbooks, fremgik det af talen:
"Vi troede oprindeligt at netbooks ville være for udviklings-landene og for børn. Men det viser sig, at hovedparten af netbooks i dag sælges i Vesteuropa og Nordamerika. I dag ser vi anderledes på sagen. Netbooks er blot en lille bidragyder til vores globale salg," sagde Stu Pann.
Cnet anfører, at AMD har anslået lignende toner: AMDs kommende Huron and Conesus CPU'er er beregnet til netbook-agtige computere, men netbooks a la Eee-pc´en er i mindre grad i fokus end "rigtige" ultrabærbare notebooks er det.
"Vi ignorerer netbook-fænomenet og koncentrerer os om pc form-faktoren lige oven over netbook-form faktoren," sagde AMD-boss Dirk Meyer tidligere i november.