Tidligere i år forlod Mary Lou Jepsen sin stilling som teknologichef for One Laptop Per Child (OLPC) projekt, kendt for sin meget omtalte 100-dollar-laptop eller XO-computer, som den også kaldes. En af de helt centrale tekniske nyskabelser i den billige skolecomputer er en lavenergi-skærm som både er lysstærk og samtidig bruger meget lidt strøm.
Det er denne teknologi, som nu skal kommercialiseres gennem Jepsens nystartede firma Pixel Qi i San Francisco. Målet er at udvikle en ny skærmtype, som kun har 1 pct. af strømforbruget i forhold til almindelige pc-skærme.
»Disse skærme har 1 pct. af energibehovet for almindelige skærme, fordi de anvender en reflektor bag LCD-gitteret, der sender lyset fra omgivelserne tilbage og dermed giver mulighed for, at deaktivere skærmens backlight eller i det mindste skrue ned i lyse omgivelser,« siger Mary Lou Jensen til Technology Review.
Og skærmens strømforbrug kan sænkes endnu mere ved at anvende et power-management-system som i XO-computeren, som sørger for at skærmbilledet kun bliver opdateret, hvis indholdet har ændret sig. Hvis man f.eks. bare læser en tekst, er det ikke nødvendigt at genopfriske billedet 60 gange i sekundet.
Ifølge Jepsen kommer de første skærme og notebooks med den nye teknologi til næste år, men hun vil ikke fortælle, hvem firmaet samarbejder med. Men hun antyder, at Pixel Qi vil fokusere på skærme, der er egnet specielt til at læse lange tekster. I de nuværende skærme er opløsningen stadig for lav og derfor vælge mange at printe tekst ud i stedet for at læse den på skærmen, mener Jepsen.
»Desuden har folk ikke lyst til at stirre ind i en lommelygte hele tiden,« som hun formulerer det.
Jepsen forsvarer beslutningen om at forlade OLPC og tilføjer, at det profitorienterede Pixel Qi også vil hjælpe skolecomputer-projektet ved at åbne for massefremstilling af de komponenter, der indgår i 100-dollar-maskinen - og de store styktal vil betyde, at komponenterne bliver billigere.