Microsoft's indtog på konsolmarkedet har været præget af skuffende salgstal og en benhård priskrig, som har tvunget softwaregiganten til at flytte produktionen af Xbox til billige fabrikker i Kina. Trods milliardinvesteringer er det ikke lykkes Microsoft at slå igennem overfor discount-konsollen Nintendo GameCube eller publikumsfavoritten Sony PlayStation 2.
Det endelige slag om konsolmarkedet skal udkæmpes på internet, fortæller Microsoft, som er parat med nye milliardinvesteringer i internet-tjenesten Xbox Live. I de kommende fem år vil koncernen kaste mindst to milliarder dollar i tjenesten, som skal gøre det muligt for Xbox-ejere at spille mod hinanden over bredbåndsforbindelser.
Xbox Live går allerede i luften til efteråret, ifølge Microsoft, der i øjeblikket er ved at indrette fire datacentre i Seattle, Tukwila, Tokio og London. J. Allard, Xbox-General-Manager hos Microsoft, forudsiger at alle vigtige spil vil være udstyret med online-funktioner indenfor de næste fem år. Allard mener at der kommer en helt ny slags spil, som kun kan bruges online.
Prisen for at benytte Xbox Live bliver sandsynligvis omkring 10 dollar om måneden. Desuden skal man investere i et startsæt til 50 dollar, som indeholder et Xbox Communicator headset og spillet "ReVolt".