Domstolsstyrelsen og Justitsminister Brian Mikkelsen (K) har i de seneste uger forsøgt at afvise ComONs dokumentation for, at tinglysningen ikke blev testet af slutbrugere inden systemet gik i luften. Men nu kan ComON afsløre, at Domstolsstyrelsen oprindeligt selv omtalte "testen" som en demonstration. Forskellen på en demonstration og en test er, at en demonstration skal vise, hvordan et system fungerer, mens en test skal afsløre fejl i systemet.
På Domstolsstyrelsens officielle side med dokumentation for udviklingen af den digitale tinglysning kalder styrelsen selv "testen" for en demonstration. Den 13. august 2009, en lille måned før tinglysningen gik i luften, skriver Domstolsstyrelsen:
Demonstration af Tinglysning.dk
På en demonstration af den nye hjemmeside for digital tinglysning kan du nu prøve at tinglyse, som det vil foregå i det nye system.
Prøv demoen her:
Det er præcis den demonstration, som justitsminister Brian Mikkelsen og Domstolsstyrelsen nu omtaler som en test. Grunden til at det er væsentlig om det var en test eller en demonstration af systemet er, at ministeren under et samråd i Folketingets Retsudvalg i sidste måned fralagde sig ethvert ansvar for skandalen, fordi systemet var blevet gennemtestet af alle aktører. Domstolsstyrelsen havde med andre ord sikret sig, så godt man kunne, at systemet virkede.
Siden har ComON dokumenteret, at kun finanssektoren fik lov at teste systemet. Ejendomsmæglere og advokater blev ikke indbudt til test. Eksperter mener, at en slutbrugertest ville have afsløret de problemer der i dag koster almindelige borgere og samfundet millioner af kroner.