Danske Internet-brugere får nu endnu en valgmulighed, når det gælder om at finde danske websider på Nettet. AltaVista Danmark, som åbner i dag, har indekseret 4,4 millioner danske websider. Den globale AltaVista søgemaskine har til sammenligning registreret flere end 350 millioner dokumenter.
Søgemaskiner er efterhånden en gammel nyhed på Internet, men AltaVista kender flere interessante tricks; det er bl.a. muligt at starte en multimediesøgning efter lyd, billeder og video, og man kan gemme personlige søgninger og resultater i en slags indkøbskurv, "Search Cart".
Fundne dokumenter kan oversættes til og fra en række forskellige sprog, bl.a. engelsk, fransk og tysk, men desværre ikke dansk.
Leder for AltaVista Danmark bliver den 35-årige Henrik Christensen, som kommer fra Ravenholm Computing, hvor han de seneste fire år har været adm. direktør.