Hvis en leder bliver i tvivl om sin rolle, kan det koste en virksomhed dyrt. For det smitter af på alle medarbejderne omkring ham, hvis han ikke ved, i hvilken retning han eller virksomheden skal. Risikoen for, at både lederen og værdifulde medarbejdere vælger at gå deres vej, er overhængende i den situation.
Det var baggrunden for, at televirksomheden Sonofon i Aalborg prioriterede højt at finde en ny kasket hurtigt til en leder, der på grund af sammenlægning af afdelinger umiddelbart blev tilovers i organisationen.
Det var den 40-årige Morten Brøndal Mörck, der pludselig blev overflødig på sin post som udviklingschef i Sonofon.
Strammere tider i telebranchen gjorde det for luksuriøst at have to udviklingschefer i virksomheden.
Så efter 15 års ledelseskarriere inden for IT og teknologi skulle Morten Brøndal Mörck pludselig finde nogle nye ben at stå på.
Det lykkedes efter megen tankevirksomhed og intens sparring om karriereudvikling med personaledirektøren.
Mulighed fremfor begrænsning
I dag har Morten Brøndal Mörck fortsat benene plantet i Sonofons koncernlokaler i Aalborg. Men nu har han fået et nyt visitkort. Der står der ikke længere udviklingschef på, men i stedet underdirektør i forretningsudvikling. Og det har han det glimrende med, selvom det krævede en masse overvejelser.
- Jeg tror på, at hver forandring giver muligheder i kølvandet. Muligheder, der skal gribes, selv om de ikke altid er indlysende. Dem skal man kigge efter fremfor begrænsningerne. Jeg valgte ikke at se det som en begrænsning, at min stilling blev nedlagt, fortæller Morten Brøndal Mörck.
Hans nuværende stilling eksisterede ikke i Sonofons heftige vækstdage, men den opstod i en kombination af virksomhedens behov og Morten Brøndal Mörcks kompetencer og karrieredrømme, der blev klarlagt i udviklingssamtaler.
Samtalerne var det, der sikrede, at han ikke bed på et headhuntertilbud udefra.
- Hvis jeg ikke havde fået den coaching, ville jeg ikke have arbejdet i Sonofon i dag. Det gjorde en forskel, at jeg fik slået fast, at min indsats var tilfredsstillende, og at virksomheden gerne ville beholde mig. Og at vi fik indkredset mine rolle, siger Morten Brøndal Mörck, der oprindelig er uddannet økonom og afsluttede en MBA for nylig.
Ansatte fungerer dårligt under utilfreds chef
Han er bevidst om, at hans egen jobtilfredshed spiller en betydelig rolle for hans underordnede.
- Det afgørende for min trivsel er, at jeg kan se, at jeg er med til at bringe virksomheden et skridt videre. Hvis jeg ikke trivedes som leder, ville det være direkte demotiverende for organisationen. Og i så fald ville jeg ikke være her, for jeg vil kunne stå ved det, jeg laver og være glad, når jeg går på arbejde, siger underdirektøren.
Det var Sonofons personaledirektør, Kurt Weis, der tog initiativ til at tale udvikling fremfor afvikling med Morten Brøndal Mörck. Han hjalp den overflødiggjorte chef med analyse og eftertænksomhed ved at stille en masse spørgsmål om drømme, ambitioner, erfaringer og talenter.
- Hvis man bare flytter en mand i en organisation, og han slet ikke er motiveret, men forvirret, så vil chefens gøren og laden skabe stor forvirring blandt medarbejderne. Det er jo rarest for medarbejdere, når chefen er klar i spyttet, siger Kurt Weis, hvis officielle titel i organisationen er direktør for afdelingen People & Future, der har fokus på processer og kompetencer i selskabet.
Økonomisk set var coachingen af den overflødiggjorte leder også en investering i fastholdelse af stor viden og erfaring med Sonofon som selskab.
- Med seks års ansættelse i Sonofon bag sig har Morten Brøndal Mörck en værdi, det ville være vanskeligt bare at smide ud, mener Kurt Weis.
Sonofon beskæftiger godt 1500 mennesker i Danmark.