Teleselskabet Telmore har sænket prisen på sit GPRS produkt. Prisen per megabyte er fra i dag sat ned til 10 kr. og det faste abonnement fjernet. Hidtil har et GPRS-abonnement hos selskabet kostet 40 kr. om måneden, mens data har kostet 18,75 kr. per overført megabyte.
Ifølge selskabet har GPRS været en stor succes og "adskillige tusinde" har allerede tilmeldt sig.
»GPRS efterspørges virkelig meget blandt kunderne, og vi kan se, at vi for alvor kan skabe volumen, når abonnementet er væk og prisen er nede på en flad 10'er,« siger Telmores direktør Frank Rasmussen.
Han lover, at den kommende tid vil byde på en række af Telmore-udviklede datatjenester, som kan udnytte den større båndbredde GPRS tilbyder.
»Vores langsigtede satsning på en stærk og kreativ udviklingsafdeling vil i den kommende tid vise mange nye dataservices og tjenester, også nyskabelser hvor det vil være en fordel at have GPRS. Vi kan sige så meget, at kunderne vil have gode grunde til udsætte anskaffelsen af UMTS,« fortæller Frank Rasmussen.
Med nedsættelsen nærmer Telmores priser sig CBB Mobils, der satte sine GPRS-takster ned for en måned siden i håb om at starte en priskrig. Hos CBB Mobil skal der heller ikke betales abonnement og prisen per megabyte data der overføres er på 9,99 kr. Dengang udtrykte CBBs direktør skepsis overfor om de øvrige selskabet ville følge prisnedsættelserne.
»Der er ingen tvivl om, at de andre mobilselskaber er yderst varsomme med at konkurrere på dataprodukter. De er interesserede i at holde priserne kunstigt oppe så længe som muligt,« sagde Teddy Søgaard Pedersen fra CBB Mobil dengang.