Packard Bell's European Institute of Home Computing, som blev oprettet i 1999, har spurgt de europæiske brugere, hvad de forventer af fremtidens pc-løsninger. Det overraskende svar er "øget overvågning", fortæller pc-firmaet.
Blandt de adspurgte svarede 84 pct., at de ønsker at blive informeret hvis der sker deres børn noget. Hele 83 pct. ønsker at blive informeret hvis der sker noget usædvanligt hjemme, mens de ikke er der.
Ligeså mange (83 pct.) kunne tænke sig at kommunikere på alle sprog, f.eks. med simultan oversættelse af telefonsamtaler, fortæller Packard Bell.
- F.eks. er antallet af web-kameraer tilsluttet Internettet eksploderet, og de benyttes allerede nu til overvågning i nogle børneinstitutioner, og som supplement til hjemmets alarmsystem vil web-kameraer efterhånden blive helt almindelige, så du - uanset hvor du befinder dig - kan følge med, hvad der sker, siger Rune Johansen, informations- og marketingchef hos Packard Bell i Norden.