I de seneste måneder er der set en stigning i antallet af profilkapringer på Facebook, hvor cyberkriminelle overtager brugernes profiler og udnytter statusopdateringerne og chatfunktionen til at bede om penge. Det fortæller sikkerhedsleverandøren Trend Micro.
Denne form for svindel kendes allerede fra e-mail, men det nye er, at de kriminelle kaster sig over sociale netværk. Det er meget lettere at forfalske afsender-adressen på en e-mail end at kapre en profil på Facebook, men når først den kriminelle har overtaget profilen, så er det nemt at kommunikere under falsk identitet.
De cyberkriminelle begynder typisk at sende beskeder, som indeholder dramatiske personlige historier om, at din ven eksempelvis er blevet overfaldet på sin ferie og har mistet alle sine penge.
»Cyberforbryderne er begyndt at indse potentialet i at genbruge gamle trick gennem de sociale netværk. I løbet af de seneste måneder har vi bl.a. set en stigning i antallet af Facebook-kapringer, hvor brugerprofilerne bliver misbrugt til at sende beskeder via statusopdateringen og chatfunktionen, hvor de cyberkriminelle beder om penge. Den slags fup kan kun lade sig gøre, fordi folk i de sociale netværk har stor tillid til hinanden,« siger Rik Ferguson, sikkerhedsekspert hos Trend Micro.
Det anbefales at være forsigtig med den information, man spreder gennem de sociale netværk om sig selv. Og så er det klassiske råd selvfølgelig, at man skal bruge et kodeord der er svært at gætte.