Det seneste projekt fra online-giganten Google er en tredimensionel chat-verden i stil med Second Life. I den nye 3D-verden Lively kan brugerne oprette deres egne chatrum og bevæge sig rundt med virtuelle figurer, kaldet avatarer. I modsætning til Second Life er der dog ikke tale om én stor sammenhængende virtuel verden, men om enkeltstående 3D-chatrum, der kan integreres i eksisterende websteder.
Lively er stadig i beta-fasen og den nuværende version har et tegneserie-agtigt look, som formentlig især vil appellere til yngre netbrugere. Der er blandt andet mulighed for at afspille YouTube-videoer på virtuelle tv-skærme og vise sine egne billeder i virtuelle billedrammer i chatrummet. Men ellers er funktionerne stadig meget begrænsede i forhold til Second Life og andre 3D-tjenester.
Indtil videre kører Lively kun under Windows med Internet Explorer og Firefox, men versioner til Mac og Linux skulle være på vej.
Besøg Googles 3D-verden på www.lively.com.