Jorden skrider under den amerikanske telegigant Worldcom, der er hårdt presset efter afsløringer af, at selskabets omsætning var fiflet op med adskillige milliarder kroner.
Ifølge flere medier kastede det skandaleramte selskabs ledelse søndag aften håndklædet i ringen og besluttede at begære de amerikanske dele af virksomheden konkurs.
I første omgang beholder de 85.000 ansatte dog deres job, og konkursen får indtil videre ikke konsekvenser for telekoncernens udenlandske forretninger.
I praksis har Worldcom søgt om beskyttelse fra kreditorerne jævnfør kapitel 11 i den amerikanske konkurslov. Dermed muliggøres en fortsat drift af selskabet, mens ledelsen finder en ordning med de mange kreditorer, der tilsammen har 301 milliarder kroner til gode.
Betalingsstandsningen kommer ikke som den store overraskelse, idet selskabet forleden oplyste, at der kun er penge til få dages drift i kassen.