I dag åbner den nye danske aktietjeneste Aktiezoom.dk, der vil henvende sig til private investorer uden den store erfaring udi aktiehandelen. Portalen lægger meget vægt på enkel og let forståelig formidling af information om investeringer.
Tjenesten vil bringe oversigter over de mest vigtige aktiemarkeder, deriblandt det danske KFX indeks, det svenske OMX indeks, tyske DAX, engelske FTSE, japanske Nikkei og det amerikanske it-indeks Nasdaq.
Brugerne vil desuden kunne læse daglige analyser og kommentarer fra en stab af journalister og eksterne kommentatorer.
- I analyserne går vi i dybden og sætter tingene i perspektiv. Vi vil forsøge at identificere de sektorer og geografiske regioner, som står foran en positiv aktiekurs udvikling, siger medejer og redaktør af Aktiezoom, Morten W. Langer i en pressemeddelelse.
Aktiezoom indeholder yderligere en omfattende databse med oplysninger om de danske KFX-selskaber, ligesom tjenesten indeholder en aktieskole.
Aktiezoom er ifølge pressemeddelelsen fuldstændig uafhængig af banker og børsmæglere og formidler ikke selv handel med aktier.