- Det rykker ikke i rattet, når jeg kører forbi Ericsson. Min verden er en anden nu. Jeg har lagt Ericsson meget bag mig. Jeg er af natur én, der holder meget af at se frem.
46-årige Conni Simonsen er hverken bitter eller vemodig over sit farvel til Ericsson efter 17 års uafbrudt karriere i den verdensomspændende telekom-koncern. For seks måneder siden trådte hun for allersidste gang ud af døren i glasdomicilet på Sluseholmen i København.
Nu er visitkortet helt hvidt. Hverken titler eller logoer pryder det. Der står bare Conni Simonsen og så privatadresse og telefonnumre. Recessionen betyder også et trægere jobmarked for direktører. Sommerferien har yderligere sat rekruttering i tomgang.
- Jeg går sommetider og kalder mig selv arbejdsløs. Men jeg føler jo faktisk ikke, at jeg er løst fri fra arbejde, siger Conni Simonsen.
Hun står stadig op mellem klokken fem og halv seks om morgenen, som da hun var direktør. Der er dog ingen sekretær, som fylder hendes kalender og tid op. Det skal hun pludselig selv gøre.
- Jeg deler stadig min dag ind i tid. Men jeg er ikke presset af tiden så meget, som jeg var som direktør. Set i bakspejlet var det omvendt næsten "nemmere" nogle gange at være direktør, for der var dagen jo stort set lagt og pakket af min utroligt gode sekretær. Så jeg behøvede jo næsten ikke at tænke på, hvad jeg skulle lave. På den måde er det nu en anden form for udfordring at være selvadministrerende og skulle tænke mere selvstændigt over, hvad jeg egentlig vil og hvilke folk, jeg vil snakke med.
Som Ericsson-direktør brugte Conni Simonsen mellem 60 og 70 timer om ugen på arbejde. Nu bruger hun cirka halvt så meget tid, og den går med jobsøgning, faglig opdatering og netværkeri. Derudover har hun en lille håndfuld bestyrelsesposter, som hun nu kan engagere sig mere i, end hun kunne, mens hun var topchef. Det er i Kirk Telecom, Learning Lab Danmark og Handelshøjskolens konsistorium.
Hvad går resten af din tid så med?
At male vinduerne i mit hus. At passe haven og gøre huset i stand generelt. Og så får vi varm mad næsten hver aften, det fik vi ikke altid førhen. Min mand er læge og har en lang arbejdsdag. Derudover dyrker jeg mere motion, fitness og løb. Og så får jeg læst skønlitteratur. Det havde jeg før kun tid til i mine ferier, som typisk var en uges sommerferie og en uges vinterferie.
Savner du dit job
- Ja, jeg savner at være mere direkte aktiv og implementere, som man jo gør, når man er chef for en virksomhed. At have forretningsmæssigt ansvar og sikre en ordentlig bundlinie. At sige ja og nej og sørge for, at det sker. Jeg har brug for nogle doser af udfordringer og problemer, der skal løses hver dag. Jeg ville ikke gide at arbejde i et idyl-selskab. Nej tak. Men jeg kan nu heller ikke lige komme i tanke om nogen idylselskaber, siger hun med et skævt smil.
Savner du telekom-verdenen?
- Nej, for jeg følger meget med i, hvad der sker indenfor IT, teknologi og telekom. Anderledes kan det ikke være.
Nu får jeg pludselig læst de mange artikler, jeg førhen tog med hjem til natbordslæning, men aldrig fik læst. Hvis ikke man forsøgte at tænke sig lidt om, kunne man blive meget negativ, når man læser aviserne for tiden. Det er ærgerligt, at det er gået så meget galt.
- Dengang vi var så glade for den IT-boble, gik vi jo godt nok og sagde vældig ofte, at den ville briste på et tidspunkt. Men troede nok ikke, at det var hos os selv, det ville ske. Vi var jo superoptimistiske. For telekom var 3G-licenserne (UMTS, red.) lig med, at meget værdi blev trukket ud af branchen. Det kan man jo se i dag, at det har fået betydning for branchen, reflekterer Conni Simonsen.
Er der slet ingen snert af bitterhed i dig over afskeden med Ericsson?
- Nej, det er der faktisk ikke. Selvfølgelig synes jeg da, at det kunne have været sjovt at køre videre hos Ericsson og være med til at løse tingene, lige meget hvor problemfyldt det er. Men når det er sagt, så var det nok egentlig meget godt, at det skete. For det er en fantastisk mulighed for at få taget op til revision, hvad pokker er det egentlig jeg vil. Det ville være dejligt, hvis det var gået godt for telekom-branchen, men sådan er det.
Det vil sige, du ser telebranchens nedtur som årsag til dit fratræden?
- Ja, de strukturforandringer, Ericsson gennemførte i løbet af 2001, betød fokus på konsolidering frem for vækst. Og konsolidering skaber centralisering. Dermed blev ansvar fjernet fra min stilling. Det var rent logisk det rigtige at gøre. Så var det bare ærgerligt, at det var min pind, det gik ud over.
- Det vigtigste for mig er at have det relle ansvar. Og når man har siddet med det, og medarbejderne pludselig skal gå et andet sted - det vil man ikke få succes med. For jeg ville blive irriteret og medarbejderne ville blive irriterede. Så derfor bliver man nødt til at flytte på de folk, der har siddet med det ansvar, når man laver den slags strukturændringer.
- At jeg fratrådte, var en fælles beslutning mellem Ericsson og jeg. Jeg vidste det fire-fem måneder, før jeg stoppede i Ericsson. I den periode fokuserede jeg 100 procent på at sikre, at den nye organisation fungerede. Det var rart at kunne stoppe med med god samvittighed.
Ledigheden har givet overskud og ro til at tænke mere over tingene. Det ser Conni Simonsen som en gave, selvom hun bestemt ikke i længden kan affinde sig med at være arbejdsløs.
- Jeg har opdaget, at denne pause er en fantastisk mulighed for at se det generelle, strategiske perspektiv på teknologibranchen. Og jeg nyder også at have tid til at se, hvordan erhvervslivet i det hele taget udvikler sig. Det giver et mere nuanceret billede at se det hele mere bredt udefra, siger eks-direktøren.
Conni Simonsen vil ikke udelukke, at det ender med en stilling i en anden branche end telekom. Men hendes plan er, at det fortsat skal være en virksomhed, der har teknologi som basis for sin forretning.
Har du tænkt dig at arbejde mindre end 60-70 timer om ugen i dit næste job?
Nej, for mig betyder antallet af arbejdstimer ikke så meget. Min mand og jeg prioriterer mest at være hjemme på samme tid. Vi har ikke små børn.
Jeg tror ikke, det nødvendigvis er antallet af timer i sig selv, der afgør, hvor belastende jobbet er. Det kan også være, at man går hjem klokken fire og resten af dagen er hovedet fyldt af noget, man ikke har fået løst. Så er det måske bedre, at man bliver til klokken 18 og får løst det.
Og jeg håber, at jeg kan prioritere refleksionen, det analytiske og eftertanken lige så højt som nu, når jeg igen er i arbejde. Midt i en meget travl chefhverdag får man ofte ikke helt givet sig selv plads til det.
