Intel gav fredag i sidste uge et smugkig på det kommende Intel Developer Forum (IDF) i San Francisco under en telefon-konference. IDF er stedet, hvor Intel viser sine nye produkter og sine opdaterede roadmaps, som fortæller om de kommende processorer. Og alt tyder på, at Intel fortsat kan holde liv i Moores lov, der blev formuleret af firmaets medstifter Gordon Moore for snart et halvt århundrede siden.
Moore forudsagde som bekendt, at antallet af transistorer i et integreret kredsløb ville blive fordoblet hvert andet år (nogle mener, at det er hver 18. måned). Og denne prognose har vist sig at være forbløffende akkurat. Det kræver selvsagt, at komponenterne hele tiden bliver mindre. For Intel betyder det, at man hvert andet år skifter til en ny processor-generation med lavere strukturbredde.
Den aktuelle processor-generation har en strukturbredde på 45 nanometer og Intel er ved at forberede skiftet til 32 nanometer. Den kommercielle masseproduktion af 32-nanometer processorer (med kodenavnet Westmere) i Intels fabrikker skal starte i fjerde kvartal af 2009.
Det spændende er, at den nye 32-nanometer-teknologi giver mulighed for at kombinere en grafik- og hovedprocessor på samme chip. På IDF vil Intel fortælle om sine to nye processorer Clarkdale, en 32-nm Nehalem-baseret desktop-cpu med integreret grafik, og Arrandale, en 32-nm mobil-cpu med integreret grafik.
Og så er der Intels meget omtalte grafik-processor, Larrabee, som indeholder 16, 32 eller 64 kerner med 32-nm-strukturbredde. Der er store forventninger til Larrabee, der kommer i første halvdel af næste år. Larrabee skal overtage mange tunge regneopgaver fra hovedprocessoren og repræsenterer et skridt på vejen mod en fuldstændig integration af cpu og gpu.
Integration er det i hele taget nøgleordet for Intel. Flere og flere komponenter presses ned på samme chip. Snart kommer Clarksfield, en 45-nm Nehalem-baseret mobil-cpu, hvor hukommelses-controlleren og PCI Express I/O er integreret i processoren. Der kommer også en ny version af Intels Atom-processor til netbooks under kodenavnet Pine Trail med integreret grafik.
På netbook-fronten arbejder Intel hen mod en komplet system-on-a-chip løsning med 32-nm-teknologi.
Dermed er Intels roadmap for det kommende år klar. Der skal skiftes til 32-nm over hele linien, lige fra de små Atom-processorer til desktop-cpu’er. Det giver mulighed for seks eller otte kerner i samme processor. Det kan nutidens programmer slet ikke udnytte. Derfor skal en del af kernerne sættes til at arbejde med grafik eller andre opgaver.
Nye teknologier som Turbo Mode skal slukke de kerner der ikke bruges og sætte ekstra fart på de kerner, der arbejder. Grænsen mellem cpu og gpu nedbrydes. Til mobile enheder skal de løsninger, som i dag kræver to eller tre chips, reduceres til én chip og strømforbruget skal sænkes.