3D er først nu ved at vinde indpas på de nye fladskærme fra de store producenter. På mobilen er det dog stadig ikke noget, man hører særlig meget om. Men det har Samsung tilsyneladende planer om at lave om på, idet de meget snart skulle være klar med en 3D-mobil.
Modellens navn er Samsung W960, og den skal have en 3,3 tommer AMOLED-skærm med en opløsning på 480 x 800 pixel, der understøtter visning af 3D-billeder. Om man også skal have særlige briller på for at få glæde af 3D-effekten, som vi kender det fra 3D-fladskærmene, er endnu uvist..
Ud over den særlige skærm skulle der også være et kamera på 3 megapixel med ægte xenon-blitz i modellen.
Samsung W960 skulle blive præsenteret officielt af Samsung allerede i denne måned. Måske på mobilmessen CTIA i Las Vegas i USA. I første omgang ser det dog ud til, at det kun er på Samsungs hjemmemarked i Sydkorea, at modellen bliver sat til salg.
Det er bloggen Samsung Hub der har gravet oplysningerne om den tredimensionale mobiltelefon frem.