LTE-auktionen på de lave frekvenser, der kan give superhurtigt mobilnet til landområderne, er netop nu i gang med at blive forberedt. Men det sker for lukkede døre.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) meldte sidste år, at alle danskere fra 2020 skal kunne få 100 Mbit/s download. Netop frekvensauktionerne spiller en nøglerolle i planen, sagde hun.
"For at sikre, at vi når målsætningen, kan der for eksempel stilles dækningskrav i forbindelse med kommende frekvensauktioner. Det skal sikre, at hele landet får adgang til lynhurtigt bredbånd,” sagde ministeren.
LTE-nettet i 800 MHz-båndet, som efter planen skal gå i luften den 1. januar 2013, spiller en vigtig rolle, eftersom sendemaster med 800 MHz-bølger kan række langt længere ud end de nuværende LTE-net, som bruger de kortrækkende 2,5 GHz. Den indledende proces op til auktionen med at stille dækningskrav står dog til at blive en lukket affære for borgerne.
For at undgå nysgerrige blikke har IT- og Telestyrelsen oprettet et selvstændigt sekretariat for LTE-auktionen, som forventes gennemført til november. Dermed undgår ministeren og embedsmændene, at journalister, politikere, borgere og teleselskaber kan søge aktindsigt i processen. Sekretariatet, der får status af egen myndighed, vil også have tilknyttet ansatte fra to konsulenthuse, der skal hjælpe med at analysere mulighederne i LTE-auktionen. Under normale omstændigheder ville borgere kunne søge aktindsigt i disse konsulenters kommunikation med IT- og Telestyrelsen, men materialet er ikke som udgangspunkt omfattet af retten til aktindsigt med den nuværende opsætning, oplyser styrelsen til ComON.
"Under forberedelsen af auktionen skal vi i dialog med teleselskaberne, der giver oplysninger om eksempelvis interferens, dækning, økonomi. Det er oplysninger, der afgives i fortrolighed, og det er vigtigt, at de konkurrerende teleselskaber ikke kan få adgang til disse oplysninger. Derudover er det vigtig for os, at vi ikke påvirker auktionens resultat ved at lade auktionsbyderne få indblik i vores analyser og antagelser om forløbet af auktionen," siger Jakob Juul, kontorchef i IT- og Telestyrelsens mobilkontor.
At processen er lukket, ser han ikke noget specielt i.
"Grunden til, at vi har eksterne konsulenter på opgaven, er netop, at de har nogle kompetencer og et analyseværktøj, som vi ikke selv råder over. Hvis vi selv kunne udføre alt arbejdet, ville vi heller ikke nødvendigvis fremlægge alle vores interne overvejelser," siger Jakob Juul.
Han oplyser, at styrelsen - som samarbejder med statens advokat, Kammeradvokaten, om sagen - havde valgt samme løsning i forbindelse med sidste års LTE-auktion over 2,5 GHz-licenserne.
IT- og Telestyrelsen får udarbejdet tre rapporter. Den ene handler om, hvordan LTE-nettet kan skabe forstyrrelser for andre net, eksempelvis digitalt tv. Den anden handler om, hvordan staten kan sammensætte auktionen i forhold til licenstilladelser og den tredje om dækningskrav. Jakob Juul oplyser, at det ikke er planen, at offentligheden vil få indblik i analyserne.
Det er en ministerbeslutning, der skal træffes, før statens auktionsbetingelser er på plads til auktionen i november. Jakob Juul oplyser, at IT- og Telestyrelsen på et tidspunkt før sommerferien vil mødes med politikerne i teleforligskredsen for at få en indikation fra Folketinget om, hvad de ønsker sig i forhold til auktionen - og om de eventuelt har ønsker i forhold til dækningskravene. Til sommer vil styrelsen sætte et udkast til auktionsbetingelserne i høring. Når høringen er færdig vil embedsmændene igen mødes med teleforligskredsen, før ministeren træffer en endelig beslutning om auktionen.