Gatetrade nedsætter prisen med op til 50 procent for samhandel mellem leverandører og offentlige kunder på Den Offentlige Indkøbs Portal, meddeler selskabet.
Ændringen, der træder i kraft 1. april 2007, omfatter de offentlige og kommunale indkøb, som foretages gennem indkøbsportalerne DOIP og IKA, der bliver brugt af henholdsvis statslige og kommunale indkøbere.
Ved at sænke prisen på e-handel mellem de offentlige myndigheder og deres leverandører satser Gatetrade på, at portalerne opnår en højere anvendelsesgrad.
I dag anvender 15 ud af 19 af alle ministerområder aktivt DOIP, og IKAportalen, der åbnede i begyndelsen af 2006, dækker allerede mere end 30 procent af det kommunale marked.