Østeuropæiske hackere bliver oftest nævnt som potentielle indbrudstyve i danske netbanker. Men så langt skal man slet ikke væk for at finde habile hackere.
Politiet i Roskilde havde i går en kun 15-årig dreng til forhør, hvilket udmundede i en sigtelse for indbrud i mindst to personers netbanker.
Under afhøringen lagde den 15-årige de fleste kort på bordet, og indrømmede da også, at han har været på besøg i flere netbanker, end dem som politiet havde fået nys om.
Efterforskningsleder for den tekniske efterforskning Jacob Olsen fra Midt- og Vestsjællands Politi er der ikke noget der tyder på, at drengen har andre medskyldige. Han har klaret indbrudene på egen hånd.
Som nævnt har den 15-årige indrømmet hovedparten af sine bedrifter. Efterforskningsleder Jacob Olsen var ikke selv med til afhøringen men ifølge ham, var der tale om en nogenlunde simpel fremgangsmåde, der gik ud over tilfældige personer.
»Han har ikke nogen relation til de personer, der er gået ud over. Og der er ikke noget der tyder på, at han bevidst er gået efter dem. Det er simpelthen et spørgsmål om, at han har lagt et snifferprogram ud på nettet og så er det de her personer, der er faldet i fælden,« siger Jacob Olsen uden at gå dyb i den tekniske forklaring, som knægten gav i går.
Ifølge drengens indrømmelser i går så var det kun interessen for it, der fik ham til at blive digital indbrudstyv. Han havde ingen planer om at stjæle penge. I stedet lagde han sit "visitkort" i form af en sætning i stil med: Sikke mange penge du har. Venlig hilsen din hacker.
Som udgangspunkt har kriminaliteten en strafferamme på halvandet år. Men hvis politiet i den videre efterforskning finder ud af, at drengen rent faktisk har flyttet penge fra kontoerne, så kan der tilføjes yderligere straf.
Drengen er nu overgivet til sine forældres varetægt.