Artikel top billede

OSL: Danmark er fodslæbende om open source

Danmark er et halvforkølet open source-land, lyder det fra distributørerne.

"Open source er ikke længere et beskidt ord. Det var før i tiden et beskidt ord, et skræmmende ét."

Sådan indleder EU-kommissær Neelie Kroes en ny video, hvor hun slår et slag for open source.

Open source-manden Morten Kjærsgaard er begejstret for den snart 69-årige kommissær.

Når Morten Kjærsgaard hjerte banker for den gamle dame, så skyldes det ikke mindst, at han selv i over ti år har været stifter og direktør i it-virksomheden Magenta, som sælger open source til det offentlige, og så er han formand for Foreningen for Open Source Leverandører i Danmark (OSL).

Morten Kjærsgaard tjener altså penge, når open source vinder frem.

Han gad godt, at de danske politikere havde samme iver for open source. Ifølge ham er Danmark fodslæbende, når det kommer til at vælge open source-løsninger inden for det offentlige.

Når EU-Kommissæren melder klart ud, at hun er fan af open source, hænger det sammen med, at hun er under pres fra sine kolleger i EU-Kommissionen, der ifølge Morten Kjærsgaard er Microsoft-mennesker og forsøger at nedtone kommissionens ambitioner for at fremme open source.

”Jeg tror simpelthen, at hun har gjort op med sig selv, at nu gider hun ikke længere være under pres,” vurderer han.

Ifølge ham skulle Den Digitale Agenda, en EU-plan for digitaliseringen af Europa, oprindelig have været mere ambitiøs, når det komme til at få open source-løsninger i Europa, men den blev ændret af kommissionskollegerne.

Danmark halter efter
Han mener, at kommissæren har ret i, at open source vinder frem. Men Danmark halter efter mange andre lande, mener han.

”Det er temmelig fodslæbende, det som sker i Danmark,” mener Morten Kjærsgaard.

Han peger på, at staten netop har lavet et udbud på en rammeaftale om et behov for Microsoft-konsulenter for 440 millioner kroner.

”Det går jo i den stik modsatte retning, end hvad de gør i andre lande,” mener open source-manden.

Open source fremmer innovation
Han mener, at open source fremmer innovation, og at valget af lukkede produkter er skyld i, at Danmark ryger ned ad rangstigen i innovationslister.

”Når vi arbejder med open source kan vi bruge kræfter på at udvikle. Når man bruger lukket kode, skal man bruge kræfter på at beskytte koden,” mener han, som også peger på, at med open source foregår udviklingen i et åbent system.

Noget forbedring er der dog at spore i Danmark, mener han. Kommunerne og undervisningsinstitutioner er blevet bedre til at vælge open source, vurderer han.

”Der er flere og flere kommuner, der er begyndt at få øjnene op for open source. Der er mange negative ting ved strukturreformen og kommunesammenlægningen, men de ansætter flere dygtige medarbejdere nu i de større it-afdelinger. De har mere professionaliserede it-chefer. Når de er mere professionelle, bliver de bedre til at tage ansvar for deres egen it-infrastruktur,” siger Morten Kjærsgaard.

Microsoft lock in
Han ser det som et problem, at mange kommuner ifølge ham hænger fast i Microsoft, fordi deres programmer som Office-pakken, netværksredskabet Sharepoint, databasesystemet MSQL og Windows-servere ikke kan køre sammen med andre konkurrerende produkter.

”Mange kommuner står i en situation, hvor de har købt Microsoft-produkter, som kun taler sammen med andre Microsoft-produkter,” siger han.

”Microsoft har evnet, via partnere og fordi de er dygtige strateger, har evnet at lægge en bund under den offentlige sektor, som er meget fast, som er lock in, låst fast. Det er meget dyrt at komme ud af,” siger han.

I stedet burde det offentlige gå efter at lave modulopbyggede systemer, som nemt kan spille sammen med fremtidige tjenester, som det offentlige overvejer at lancere.

”De bør efterspørge systemer, som taler sammen,” mener Morten Kjærsgaard.

Besparelser
Foruden strukturreformen har to andre faktorer gjort open source mere stuerent hos kommunerne, mener han: Finanskrisen og IT- og Telestyrelsens softwarebørsen.dk, hvor it-chefer fra det offentlige kan dele gratis it-systemer med hinanden.

”Kommunerne skal spare rigtig mange penge. Der vil en it-chef ikke komme godt af sted med at sige, at open source ikke er noget, han vil kigge på,” mener han.

Han peger selv på en rapport, som for nyligt viste, at det danske Rigspolitiet kan spare millioner på at skifte Microsoft Office ud med OpenOffice. Han roser omvendt det svenske Rigspolitiet for at have skiftet close source ud med open source og ifølge Morten Kjærsgaard have sparet hundredvis af millioner af kroner.

En open source-løsning er naturligvis ikke gratis, selv om softwaren måske ville være det. Implementeringen af softwaren skal typisk udføres af konsulenter. Morten Kjærsgaard hævder, at en open source-implementering typisk har tjent sig selv hjem igen i løbet af få måneder.

Udlandet er med
Når Morten Kjærsgaard skal nævne projekter fra udlandet, som han gerne så, at de danske politikere efterlignede, nævner han først München.

I den sydtyske by valgte politikerne over en årrække at luge ud i bystyrets lukkede software og i stedet benytte open source. Morten Kjærsgaard roser de tyske politikere for deres ihærdighed. Han hævder, at byen nu har et it-system, som bedre kan spille sammen med nye tjenester, som politikerne eventuelt måtte beslutte sig for at indføre.

”Jeg kunne godt ønske mig nogle danske, meget store myndigheder, som havde samme mod og beslutsomhed i München, fordi man vil være i stand til at honorere krav til borgerbetjening. Hvis ikke man har en modulær og åben infrastruktur, så er det hundedyrt at flytte programmer efter borgernes behov,” siger Morten Kjærsgaard.

ComON vil gerne spørge læserne:

Har Morten Kjærsgaard - som jo lever af at sælge open source - ret i, at Danmark er fodslæbende, når det kommer til at vælge åbne løsninger? Har han ret i påstandene om, at det er billigere, gavner innovation og gør it-systemerne mere omstillingsparate?

Kommentarfeltet er åbent.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere