Artikel top billede

Her er fremtidens sociale netværk

Sociale netværk vil gennemgå en radikal forandring i den kommende tid. Fremover kan du følge alt som vennerne foretager sig live på nettet.

Glem statusopdateringer. Fremtidens sociale netværk vil være live – koblet direkte til mobile enheder med sensorer, der konstant registrerer hvad du foretager dig, og sender det ud på nettet. Denne vision præsenterede etnograf Wendy March, forsker hos Intel Labs, på verdenskongressen om informationsteknologi i Amsterdam i sidste måned.

Intel forventer at de meget populære sociale netværk vil gennemgå en meget dramatisk forandring i de næste år. Vi bevæger os væk fra ”statiske” sociale værktøjer over mod live-værktøjer med realtids-adgang til alt, hvad du ønsker at dele med omverden.

Du behøver ikke længere skrive ”Står på ski i Østrig” - din profilside viser en live-transmission fra din hjelm, mens du suser ned af bjerget. Eller en lyd-transmission, hvor gæsterne på din side kan høre bølgerne skylle mod stranden, mens du ligger og nyder solen.

Alt kan transmitteres direkte og live til din familie, venner og andre, som er en del af dit sociale netværk.

Allerede i dag er de sociale tjenester blandt de mest populære på nettet. Facebook har mere end 400 millioner brugere og tæller mere end to milliarder hits om dagen. Det er imponerende, når man tænker på, at Facebook faktisk kun har eksisteret i seks år. Og Danmark er jo et af verdens mest aktive Facebook-lande.

”Den store succes som de sociale netværk har opnået afspejler et helt fundamentalt menneskeligt behov for at kommunikere og for at føle sig som en del af et større fællesskab. For at føle os som en del af fælleskabet har vi konstant behov for at tjekke dets status for at holde ”fingeren på pulsen”, siger etnograf Wendy March.

Hendes prognose for fremtidens sociale netværk bygger på, at den teknologiske udvikling vil skabe nye muligheder for at transmittere lyd, video og fotos live til nettet. Det er en kombination af nye og mere kraftige mobile enheder med indbyggede sensorer – her ser chipfirmaet selvfølgelig gerne, at de indeholder Intel-chips – og hurtigere mobilt bredbånd.

I dag er problemet jo typisk, at mobilnettene typisk ikke er så hurtige på de steder, hvor vi holder ferie – hvis der overhovedet er dækning – og selv hvis der er mobilt bredbånd, så er det meget dyrt at dataroame fra udlandet. Men Intel ser altså en fremtid, hvor alle disse små sten på vejen er fjernet.

”Du kan dele din aktivitet live, på ethvert tidspunkt, med din udvalgte kreds af venner gennem en avatar du har valgt. Sensor-udstyrede enheder vil registrere dit miljø og dine aktiviteter – og levere et intelligent billede af hvad du foretager dig som du kan sende til dine venner,” siger Wendy March.

Hun forestiller sig, at fremtidens profilside på sociale netværk vil være udstyret med en avatar – en tredimensionel figur – som afspejler det, som du foretager dig på et givent tidspunkt. Selvfølgelig kun, hvis du selv har valgt at dele det med omverden.

”Hvad enten du suser ned af en alpeløjpe eller svæver afsted i en varmluftsballon, så vil du være i stand til at beame dine aktiviter live til det sociale netværk. En ven besøger måske din side og ser et avatar-billede af dig, susende gennem sneen, i real-time, og kan måske også høre dig skrige. Eller måske ligger du på en hvid sandstrand og du kan lade vennerne høre bølgerne. Hvorvidt I så stadigvæk er venner bagefter, det er et andet spørgsmål, men pointen er at du kan sende næsten alt fra hvilket som helst sted til dit sociale netværk,” siger etnografen.

Intels forskning viser, at mange brugere af mobile enheder tjekker for indkomne beskeder og andet nyt indhold med meget korte intervaller – nogle gange hvert andet minut – og 70 procent af den tid der bruges med mobile enheder går til at besøge sociale netværk.

Forskeren mener derfor, at fremtidens mobile enheder vil være konstant koblet til de sociale netværk og de vil altså indeholde mange forskellige sensorer, så de kan opfange informationer om dine omgivelser – og dele dem med dit netværk. Det gælder ikke kun lyd og video, men også geografisk position, temperatur, højde og mange andre data. Intel taler om ”extendable screens”, der kan tilpasses til forskellige typer af indhold – de første foldbare skærme er under udvikling lige nu.

”Disse enheder vil være lige så kraftige som en desktop pc og og de kan forbindes med andre enheder som du normalt bruger såsom fjernsyn og bærbare computere. Og hvert applikations-ikon vil vise informationer i real-time, så du får et øjebliksbillede af, hvad der sker til en enhver tid i dit interesse-område – hvad enten det er nyheder, en live-feed fra en koncert eller det seneste om din familie på den anden side af kloden,” siger Wendy March.

Intel ser en ny bølge af intelligente mobile enheder, som ikke bare kan overføre informationer om, hvor du befinder dig – men også om, hvad du foretager dig. Og selvfølgelig modtage de samme oplysninger fra sociale netværk om dine venner.

Dermed kommer dagens sociale netværk til at se meget gammeldags ud – hvem gider læse om vennernes ferie i junglen, når man kan få en live-videostream sendt fra urskoven?

I første omgang forventer Intel, at en live-avatar flytter ind på vores Facebook-side. Denne 3D-figur vil hoppe, danse, cykle eller svømme – alt efter, hvilken aktivitet du er i gang med – og den kan tændes og slukkes efter behov og sættes til at vise forskellig aktivitet, alt efter hvem der kigger – dine venner kan se at du ligger på stranden, mens chefen tror du at sidder og knokler bag skrivebordet.

Der bliver også nye muligheder for at lave ”mash-ups” og blande forskellige mediefiler med sit eget indhold. Et eksempel kunne være, at du cykler over Golden Gate Bridge i San Francisco og stopper for at tage et par billeder. Et par klik og du kan indsætte et billede af dig selv og sende resultatet ud på nettet, mens du cykler videre. Samtidig finder den mobile enhed et par billeder fra dine venner, taget samme sted, hvor de har indsat links til en cafe på den anden side af broen.

”Live social networking er meget spændende og det er lige om hjørnet. Vores forskning viser at folk ønsker at blive informeret om de mennesker de holder af i real-time. Altså, vi ønsker konstant adgang til information ligegyldig hvor vi er. Real-tids sociale tjenester giver os netop dette, hvor vi kan se konstant hvad vennerne beskæftiger sig med. Vi forventer at dette bliver meget populært,” slutter etnografen.

Det kommer selvsagt til at kræve en meget kraftig processor hvis den mobile enhed skal have en konstant forbindelse til nettet og registrere alt hvad vi foretager os – men mon ikke Intel har noget i støbeskeen, der kan løse denne opgave.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere