Supertest: 6 begavede business-mobiler

Kan man klare arbejdet på mobilen uden at skulle finde computeren frem?
Vi har testet de bedste alternativer: Nokia E7, Apple iPad, HTC Trophy, HTC Desire Z, Blackberry Torch og Sony Ericsson X10 Mini Pro.

Kontoret i lommen, det ville da være lækkert! Kan man klare sig med alt, hvad man behøver, i mobiltelefonen, uden at have brug for computeren? Vi har gjort et forsøg med nogle af de mest passende telefoner på markedet, og vi har ikke holdt os tilbage med at ekstraudstyre dem med passende apps og programmer for at få det maksimale ud af dem.

 

Skal man klare sig med mobilen som computer, er der lidt andre testkriterier end dem, vi normalt har i vores sammenlignende test. Her ligger den største vægt på at læse og skrive dokumenter, e-mail, filhåndtering, synkronisering af kalendere og ikke mindst sikkerheden, hvis man mister sin telefon.

 

De kommende dage kan du også læse vores guide til 10 rigtig smarte business-apps, ekstraudstyr til en smartere business-hverdag mm.

 

Side 2 Apple iPad


Apple iPad

iPad? Hvad tænkte I der? Vi tænkte, at det vigtige i denne sammenligning ikke er formatet, eller om man kan ringe med de enheder, vi har sammenlignet, men at funktioner som skrivning og dokumentredigering skulle være i højsædet. Derfor syntes vi, at iPad skulle med blandt de betydeligt mindre konkurrenter - også for at vi kunne vurdere, om en stor tablet fungerer bedre som arbejdsredskab end en mindre mobil.

 

Med hensyn til format og vægt lægger iPad konkurrenterne bag sig på godt og ondt. Den store skærm giver naturligvis overlegent overblik og surf-oplevelse, og også skærmtastaturet får taster, der er lige så store som på tastaturet på en laptop. Naturligvis er det ikke den samme fornemmelse at trykke på skærmen som på et rigtigt tastatur, og jeg kunne godt have tænkt mig, at man i det mindste kunne få vibrator-feedback på tasterne. Trods det er det den eneste enhed i testen, som jeg ville give mig til at skrive længere tekster på.

 

 

Til e-mail giver skærmen betydeligt bedre overskuelighed, men formatet gør også, at du ikke bare kan smide et hurtigt svar af sted med den ene hånd – iPad’en er så stor en sag, at du i princippet skal sidde med den i skødet for at arbejde med den. Du kan lægge mange e-mail-konti ind, og bruger du Exchange, kan du synkronisere kalender og kontakter ud over e-mail.

 

Kalenderoversigten er bedre end konkurrenternes, men det er unødvendig kringlet at lægge et nyt møde ind i kalenderen. Det computerlignende format begrænser i det hele taget det mobile system betydeligt. Man forventer at kunne trykke på det rette tidspunkt i kalenderen og begynde at skrive tekst, men det havde ikke fungeret på en lille iPhone-skærm, og så fungerer det heller ikke på iPads store skærm.

 

Har du standardiseret på Google, kan du synkronisere med din Gmail, og e-mail, kontakter og Google Kalender fungerer fint, men du kan ikke synkronisere mere end hovedkalenderen.

 

At læse dokumenter på iPad er let og en nydelse på den store skærm. Skal du derimod redigere dokumenterne, bliver det betydeligt mere pinefuldt. Det skyldes delvist, at programmerne til at redigere Office-dokumenter på iPad er utroligt dårlige. Bedst fungerer programgruppen Pages, Numbers og Keynote. Documents To Go til iPad vil vi direkte advare imod, hvis du vil kunne redigere dokumenter. De tilgængelige formateringsfunktioner er begrænsede, og du kan nok glemme alt om at kunne følge versionsændringer og læse kommentarer til et Word-dokument.

 

Det største problem er dog iOS-systemets begrænsede filhåndtering, der gør, at du ikke bare kan gemme en fil i et program i iPad og derefter åbne den i et andet program. Programmerne skal have direkte links til hinanden for at kunne fungere. Det fungerer fint til og fra for eksempel e-mail; du kan åbne vedhæftede filer i valgfrit program, og programmerne tillader også, at du sender filer som e-mail efter at have redigeret dem. Men vil du dele dokumentet i cyberspace, er det mere kompliceret. Der er for eksempel en Dropbox-app til iPad, hvor du kan se filer, som ligger på din virtuelle harddisk på nettet, samt læse dokumenter, men du kan kun gemme dokumenter til Dropbox, hvis den funktion er indbygget i programmet til dokumenthåndtering. Det er den i Documents To Go, men det klarer sig til gengæld dårligt på andre fronter.

 

Som altid, når det gælder Apple, fungerer det bedst, når du ikke forsøger at vælge selv, men bruger den løsning, Apple har valgt for dig. I dette tilfælde anbefales altså Pages/Numbers/Keynote, med webtjenesterne iWork og iDisk til at dele dokumenter og sørge for, at du har en backup af dem, hvis du skulle miste din iPad.

 

Apple har anstrengt sig for at omvende erhvervskunderne til iPad. Al data på enheden krypteres automatisk, og du kan også kryptere indhold, der synkroniseres med iTunes, så en fremmed ikke kan koble din iPad til en computer og se indholdet. Du kan også låse og tømme din iPad på afstand med den gratis tjeneste MobileMe.

 

Som filmafspiller fungerer iPad naturligvis godt, men manglen på for eksempel kamera og telefonfunktion gør, at du skal anskaffe dig en mobil, hvis du skal have kontoret i lommen. At have alle sine kontakter med telefonnummer og alt i iPad og derefter skulle skrive nummeret af fra skærmen virker helt forkert i 2011.

For: Store skærmtaster.
Imod: Klodset, ingen ordentlig dokumenthåndtering.

 

Fakta Apple iPad

Styresystem: iOS 4.2
Vægt: 730 g
Mål: 243 x 190 x 13,4 mm
Arbejdshukommelse: 256 MB
Hukommelse:16-64 GB indbygget
Datahastighed: 7,2 Mbit/s ind, 2 Mbit/s ud, Wi-Fi 802.11 b/g/n
Danske bogstaver: Ja
Skrivning: Skærmtastatur
Skærm: 9,7" TFT, 1024 x 768 pixel
Kamera: Nej
GPS: Ja
Ca. 3.800-6.000 kroner
 

Side 3 BlackBerry Torch 9800


BlackBerry Torch 9800

 

BlackBerry Torch 9800 er næsten lige så stor som HTC Desire Z og Nokia E7, men man har valgt at bruge pladsen til at lægge et tastatur på den korte led i stedet for på den lange. Resultatet er en telefon, der hverken har særlig stor eller højt opløst skærm eller stort tastatur, og af de telefoner i testen med fysisk tastatur er dette det mindst bekvemme tastatur at skrive på.

 

Desuden mangler både det fysiske tastatur og skærmtastaturet taster til æ, ø og å. Disse bogstaver kan man enten få frem ved at skrive a eller o og stryge over den optiske styreknap, hvilket ikke fungerer i alle situationer, eller slå den automatiske stavefunktion til og håbe, at det ord, du vil skrive, findes i ordlisten. Ingen af delene holder i længden.

 

BlackBerry-systemet har haft erhvervskunder som primær målgruppe og har på mange måder god understøttelse af den slags funktioner, som firmaer vil have. Problemet er, at firmaet forventes at standardisere BlackBerry. Man kan for eksempel sende gratis tekstmeddelelser over hele verden til andre BlackBerry-brugere.

 

 

Et andet eksempel er e-mailen. BlackBerry bruger et helt eget system til e-mail, der blandt andet komprimerer data for hurtigere overførsel over langsomme net, men det kræver egne e-mail-servere. I Danmark bistår operatøren med det på en tilfredsstillende måde, men har man allerede et e-mail-system, kan det blive mere indviklet. Gmail fungerer udmærket, og Google har en app, der gør, at også synkronisering af kontakter og kalender går smertefrit. Har du derimod Exchange, er du henvist til dyre tredjepartssystemer. Hvis du har fået din konto i gang, fungerer selve håndteringen af e-mail på telefonen fint, uden for den sags skyld at udmærke sig særligt.

 

Der er pænt mange apps til BlackBerry, men ikke for os i Danmark, eftersom BlackBerrys programbutik ikke er aktiv for danskere. Trods det kan man få fat i en del praktiske ting for erhvervskunderne. Documents To Go til at læse dokumenter er installeret på forhånd, og du kan opgradere det til fuld version og kan så også redigere dokumenter. Programmet kan også vise kommentarer og versionsændringer, men med det lille tastatur og skærmen er det ikke særlig bekvemt at redigere tekst.

 

Dropbox og SugarSync er brugbare programmer, der gør det lettere at dele dokumenter, ved at du ligger dem på nettet. Begge kan downloades direkte fra producenternes hjemmesider uden at gå via BlackBerrys programbutik.

 

Sikkerheden stikker dybt i BlackBerry. Kodeord til startskærmen er standardindstilling, og al data, der gemmes af telefonen, kan krypteres (men hvis du trækker filer over til hukommelseskortet fra en computer, krypteres de ikke). Hvis du skriver forkert kodeord ti gange, når du logger ind, renses mobilen for information, og du kan også rense den for information på afstand ved at kontakte administratoren af serversystemet eller med et tredjepartsprogram.

 

Som telefon har Torch behagelig lyd og god modtagelse. Kameraet er på gennemsnitligt niveau til stillbilleder, men til videofilmning er det betydeligt dårligere end det, mobiler i denne prisklasse plejer at have. Som musikafspiller fungerer den også fint, men manglen på apps gør telefonen begrænset.

 

For: Sikkerheden.
Imod: Små taster, ikke æ, ø og å, få danske apps.

 

Fakta Blackberry Torch

Styresytem: BlackBerry OS 6.0
Vægt: 161 g
Mål: 111 x 62 x 14,6 mm
Arbejdshukommelse: 512 MB
Hukommelse:4 GB indbygget plus plads til hukommelseskort
Datahastighed: 3,6 Mbit/s ind, 384 Kbit/s ud, Wi-Fi 802.11 b/g/n
Danske bogstaver: Nej
Skrivning: Slide qwerty-tastatur
Skærm: 3,2" TFT, 360 x 480 pixel
Kamera: 5 megapixel med autofokus og fotolampe
GPS: Ja
Pris:Ca. 4.500 kroner
 

Side 4 HTC Desire Z


HTC Desire Z
 

HTC Desire Z er en af testens større og tungere mobiler, hvilket giver plads til både en for mobiler ret stor skærm og et ret stort slide-tastatur. Slået ud ligger telefonen lækkert i hånden, og man skriver ret godt med tommelfingrene på tastaturet. Til e-mail, mødenoteringer med mere er det fint, men man sætter sig nok næppe ned og skriver en rapport med tastaturet. Skærmens størrelse er fin til websider og dokumenter, selv om man ser ret lidt ad gangen.

 

Styresystemet Android er lidt skizofrent, når det gælder e-mail. Bruger du Gmail som din standardmail, er det naturligvis udmærket integreret med Googles system. Til andre e-mail-konti via POP og IMAP bruges et andet e-mail-program. Begge programmer giver god oversigt, og du kan bruge flere konti i e-mail-programmet og se dem i en fælles indbakke, men det sker, at HTML-formatering i e-mail går galt.

 

Er det i stedet Exchange, der er dit system, understøtter Android nu fuldt ud synkronisering af både kontakter og kalender med Exchange. Desire Z understøtter ActiveSync og push email, så mail modtages på terminalen i samme frekvens som, hvis man sad ved PC’en. Det er også muligt at sætte sin Out Of Office direkte fra telefonen og også lave mødeindkaldelser.

 

Bruger du Google-kalenderen, behøver du ikke at gøre noget som helst – alt havner automatisk i mobilens kalender. Oversigten er ikke noget at råbe hurra for, men installerer du det gratis program Calendar Pad på telefonen, får du bedre overblik over din arbejdsuge.

 

 

Til dokumenthåndtering er Quickoffice installeret på forhånd og lader dig se og redigere de fleste dokumentformater, men vil du redigere PowerPoint-filer, skal du betale ekstra. Eller købe en af de andre Office-pakker til Android-systemet. Har du planer om at redigere dokumenter lidt mere seriøst, kan vi anbefale Documents To Go i fuld version, hvor man har mulighed for at følge versionsændringer og læse kommentarer i dokumenter – noget, det medfølgende Quickoffice ikke kan. Man kan også lave punkt-lister, vælge skrifttype, fed med mere, men det bliver aldrig helt samme funktionalitet som i Office-pakken på en computer.

 

Documents To Go lader dig let dele dokumenter, enten direkte via Google Documents eller indirekte via e-mail. En anden god måde til at dele dokumenter på er via cyberspace; to gode, der findes som Android-apps er Dropbox og SugarSync, hvor du kan lægge alle slags filer og nå dem både fra mobilen og fra computeren. Hvis du er okay med at have dine informationer i cyberspace, er det også en god måde at garantere, at du ikke mister dem, hvis du taber telefonen.

 

En god business-finesse, i hvert fald hvis man er ansvarlig for firmasikkerheden, så er det muligt at låse og rense terminalen via Exchange-serveren, men de samme muligheder foreligger også for den enkelte bruger via HTCSense.com. Skulle telefonen være glemt et sted, kan samtaler og SMS viderestilles til et midlertidigt nummer. På HTCSense.com har brugeren ligeledes mulighed for at lave egen backup af SMS, kontakter med mere fra telefonen.

 

Som telefon er Desire Z bekvem at bruge, hvis man ikke synes, at den er for tung. Højtaleren har en lidt skarp og skinger lyd. Kameraet holder gennemsnitskvalitet med plus for, at man kan filme i 1280 x 720 med touch-fokus. Telefonens musikafspiller er okay, men bedre programmer kan downloades. Med HTC’s eget synkroniseringsprogram er det let at overføre musikfiler fra computeren.

 

For: Gode muligheder for at supplere med apps, tastaturet.
Imod: Dårlig lyd i højtaleren.

 

Fakta HTC Desire Z

Styresytem: Android 2.2
Vægt: 180 g
Mål: 119 x 60,4 x 14,2 mm
Arbejdshukommelse: 512 MB
Hukommelse:1,5 GB indbygget plus plads til hukommelseskort
Datahastighed: 14,4 Mbit/s ind, 5,74 Mbit/s ud, Wi-Fi 802.11 b/g/n
Danske bogstaver: Ja
Skrivning: Slide qwerty-tastatur
Skærm: 3,7" TFT, 480 x 800 pixel
Kamera: 5 megapixel med autofokus og fotolampe
GPS: Ja
Pris:Ca. 3.600 kroner
 

Side 5 HTC Trophy


HTC Trophy
 

Microsofts styresystem til mobiler har traditionelt set haft en stærk position hos erhvervskunder og god integration med Microsofts erhvervstjenester. Nu har man lanceret et helt nyt styresystem, Windows Phone 7, og spørgsmålet er, om det lever op til traditionen. De telefoner med Windows Phone 7, der hidtil er lanceret herhjemme, er meget ensartede, og ingen af dem har noget fysisk tastatur, så vi lader HTC Trophy repræsentere hele startfeltet i denne test. De andre Windows Phone 7-modeller i Danmark lige nu er Samsung Omnia 7, LG Optimus 7 og HTC Mozart.

 

Det nye system er super-æstetisk på en minimalistisk måde. Menuerne er organiseret i klynger, der skal samle al information af samme type. Kontakter samles for eksempel på ét sted, uanset om du har dem i Facebook, MSN eller Outlook-kalenderen. Nogle gange fungerer det godt, andre gange bliver det noget rod.
 

Når man kun har et skærmtastatur, bliver tasterne let meget små, og det er så endnu mærkeligere, at dette tastatur ikke udnytter skærmens fulde bredde i liggende position. Det går alligevel overraskende godt at skrive med skærmtastaturet takket være præcisionen i skærmen, der lader til at være af høj kvalitet. Men taster til æ, ø og å mangler; for at få dem frem, skal man holde a eller o inde og vælge blandt specialtegn. Det er ikke fedt i længden, men en opdatering af systemet til dansk kommer.

 

 

Man kan indstille mange e-mail-konti til mobilen, og den har flere færdige indstillingstyper, men indstillingerne mangler flere felter, der gør, at du i praksis ikke kan tilslutte alle typer konti. Du kan for eksempel ikke selv vælge postnummer, en indstilling du ofte skal bruge. Jeg får påfaldende ofte problemer, når jeg forsøger at konfigurere forskellige e-mail-konti; bedst fungerer det med online-tjenester som Hotmail eller Gmail. E-mail-konti er et område, hvor man faktisk gerne vil have alle indkomne beskeder i én og samme indbakke, men her få man forskellige konti, der ikke kommunikerer med hinanden.

 

Kalenderen kan synkroniseres med både Exchange og Google Kalender på en tilfredsstillende måde, selv om du kun kan synkronisere med hovedkalenderen i Google. Jeg synes, at både måneds- og dagsoversigterne giver ret dårlig oversigt over hændelser.

 

Office-programmet i telefonen er selvfølgelig Microsofts eget. Hvis du tror, at det garanterer overlegen funktionalitet, så tror du fejl. Man kan åbne vedhæftede Office-dokumenter (i bedste fald – det sker, at den ikke vil åbne Excel-filer) i e-mail, oprette dokumenter og sende dem via e-mail. Layout-alternativerne er meget begrænsede, og man kan ikke se versionshistorik. Har du en Sharepoint-server, kan du dele dokumenter på den måde, ellers er det e-mail ind og ud, der gælder. Jeg vil ikke engang forsøge at foretage enklere dokumentredigering under de omstændigheder, der gælder her.

 

Programbutikken er ret tom, og hvad værre er, den er fuld af musik, hvilket gør det næsten umuligt at finde programmer mellem alle sangtitlerne. Der lader i hvert fald ikke til at være nogen funktioner til at kommunikere med nettjenester, så e-mail er egentlig den eneste måde at få information ind og ud af telefonen på.

 

Hvis man kobler telefonen til en computer med USB, får man ikke noget frem, når telefonen er låst. Det er ikke så underligt, for det får man heller ikke, når telefonen er ulåst. Kun musik og billeder kan overføres via USB-kabel, og det kræver softwaren Zune.

 

Kameraet i HTC Trophy er i hvert fald rigtig udmærket, ligesom musikafspilleren, der har en del indstillinger. Webbrowseren er ikke så god, som man kunne ønske, men den er i det mindste hurtig. Som underholdningsmobil kan Windows Phone 7 fungere, selv om den er lidt funktionsfattig. Erhvervskunder bør afvente videre udvikling.

 

For: Æstetiske menuer, hurtig brugerflade.
Imod: For meget, der bare ikke fungerer.

 

Fakta HTC Trophy

Styresytem: Windows Phone 7
Vægt: 140 g
Mål: 118,5 x 61,5 x 12 mm
Arbejdshukommelse: 576 MB
Hukommelse:8 GB indbygget, ikke plads til hukommelseskort
Datahastighed: 7,2 Mbit/s ind, 2 Mbit/s ud, Wi-Fi 802.11 b/g/n
Danske bogstaver: Nej
Skrivning: Skærm-tastatur
Skærm: 3,8" TFT, 480 x 800 pixel
Kamera: 5 megapixel med autofokus og fotolampe
GPS: Ja
Pris:Ca. 4.000 kroner
 

Side 6 Sony Ericsson X10 Mini Pro

 

Sony Ericsson Xperia X10 Mini Pro

 

Sony Ericsson Xperia X10 Mini Pro er testens discount-alternativ med en pris, der er halvdelen af konkurrenternes. Sammenlignet med de andre telefoner i testen virker den lidt mere plasticagtig, men det kompenserer den for med sit kompakte format. Tastaturets kvalitet er der i hvert fald ikke noget galt med, og trods det lille format når det næsten op på samme niveau som det på Desire Z eller E7 – klart bedre at skrive med end det på BlackBerry Torch.

 

Systemet er Android, ligesom i Desire Z, men i den ældre version 2.1. Skærmen er selvfølgelig mindre, og opløsningen er testens laveste. Det påvirker naturligvis oplevelsen af mange af telefonens funktioner, selv om Sony Ericssons egne programmer er gode til at kompensere.

 

Sony Ericssons e-mail-program er et af dem. Det klarer dog ikke Exchange, og indstillingerne er så rigide, at det let hænder, at det helt enkelt sletter dem, selv om du har skrevet dem korrekt. Havner du i den situation, kan du prøve at bruge det medfølgende RoadSync. Den lave skærmopløsning gør, at programmet TouchDown, som vi anbefalede til Desire Z, ikke er tilgængeligt.

 

Kalenderen synkroniserer naturligvis fint med Google, men Exchange-kalenderen havner i RoadSync-programmet. Standardkalenderen har kun månedsoversigt, og oversigten er så god, som man kan forvente efter de omstændigheder.

 

 

Dokumenthåndteringen med Documents To Go, som man må købe til, er et af de programmer, der faktisk fungerer rigtig godt trods den lille skærm. Backup af filer på nettet kan du få med Dropbox eller SugarSync. Du kan også redigere dokumenter på Google Docs med Documents To Go. Telefonens format sætter dog sine begrænsninger, og du vil næppe forfatte nye rapporter på telefonen.

 

Man kan bruge tillægsprogrammet Theft Aware til at spore telefonen og rense indholdet på afstand med.


Kameraet i telefonen er lidt fattigt på funktioner, men med tanke på prisen er der alligevel flere end forventet. Musikafspilleren er ret simpel, men man kan downloade en bedre. Som telefon slår X10 Mini Pro testens konkurrenter takket være det smidige format.

 

For: Formatet. Godt tastatur
Imod: Lavt opløst skærm.

 

Fakta: Sony Ericsson X10 Mini Pro

Styresytem: Android 2.1
Vægt: 120 g
Mål: 52 x 90 x 17 mm
Arbejdshukommelse: 256 MB
Hukommelse: 128 MB indbygget, plus plads til hukommelseskort
Datahastighed: 7,2 Mbit/s ind, 2 Mbit/s ud, Wi-Fi 802.11 b/g/n
Danske bogstaver: Nej
Skrivning: Slide QWERTY-tastatur
Skærm: 2,6" TFT, 240 x 320 pixel
Kamera: 5 megapixel med autofokus og fotolampe
GPS: Ja
Pris:Ca. 2.000 kroner
 

Side 7 Nokia E7


Nokia E7

 

Nokias Communicator kan kaldes den oprindelige kombination af telefon og computer til arbejde i ét, og selv om systemet i telefonserien har ændret sig flere gange siden, er det tydeligt, at Nokia i den nyeste telefon i serien, E7, lægger stor vægt på erhvervskunder.

 

Telefonen er flot at se på, og selv om den er ret stor, har Nokia fået gjort den relativt tynd, og man har fået plads til meget skærm og tastatur. Både skærm og tastatur er større end på den lignende Desire Z. Tastaturet er af cirka samme høje kvalitet, og skærmen rigtig skarp, selv om opløsningen ikke er på niveau med Desire Z.
 

Det system, som E7 benytter, kaldes Symbian^3, og det er ikke pænt at se på, men det kan man nok se bort fra, hvis man har købt en telefon som arbejdsredskab og ikke som legetøj. Lidt mere irriterende er, at der, til trods for at Symbian har eksisteret så længe og er det største smartphone-system, stadig er et begrænset app-udbud. Irriterende kan det også være at skulle rode i indstillingerne til e-mail eller synkronisering, der er ret rodede.

 

Kalenderen har dårlig oversigt, og e-mail-programmet er grimt og lidt langsomt, men der stopper klagerne på det område. Du kan konfigurere mange e-mail-konti, og det er dejlig let at skifte imellem dem eller imellem mapper i kontiene. Du kan synkronisere kalender og kontakter med enten en Exchange-server, med Googles webtjeneste eller med Nokias tilsvarende Ovi.

 

 

Der er forskel på Exchange-understøttelse og så rigtig god Exchange-understøttelse. Alle telefoner i testen understøtter Exchange i en eller anden form, men der er et forvirrende stort antal policies, der skal indstilles i serveren, og her lader E7 til at have bedre understøttelse end nogen anden telefon.
 

Til dokumenthåndtering er Quickoffice installeret med fulde redigeringsmuligheder på forhånd. Minus for, at man ikke kan se ændringshistorik og kommentarer i dokumenterne, men plus for, at man kan gemme og hente filerne stort set hvor man vil i telefonen. Det er lidt besværligt at gå ind i menuerne for at lede efter fed skrift og punktlister, så man sidder ikke så gerne og skriver et layoutet dokument fra start.
 

Med nettjenesten SugarSync kan man gemme filer fra telefonen til nettet og andre computere eller omvendt. Ekstra bonuspoint for to specialfunktioner. Dels har telefonen HDMI-udgang, hvilket indebærer, at du kan koble den til et tv eller en projektor med HDMI-understøttelse og vise præsentationer direkte fra din mobil uden at bruge en computer.

 

Dels har den USB On-The-Go, hvilket indebærer, at du kan koble et USB-stik med kabel til telefonens Micro-USB-stik og overføre eller gemme filer direkte. Et utrolig praktisk supplement til dokumenthåndteringen.

 

Med telefonen følger F-Secures sikkerhedspakke fra starten, blandt andet med firewall, virusbeskyttelse og frem for alt tyveribeskyttelse, der gør, at du kan tømme telefonen for indhold på afstand med mere.
 

Telefonens kamera mangler autofokus og er på et niveau under gennemsnittet for telefoner i denne prisklasse. Musikafspilleren fungerer godt, og det er let at overføre indhold til mobilen. HDMI-stikket er også smart, hvis man skal vise fotoalbummet til familien.
 

For: Understøttelse af mange erhvervstjenester, tastaturet, HDMI.
Imod: Besværlige indstillinger, få apps.

 

Fakta Nokia E7

Styresytem: Symbian 3
Vægt: 175 g
Mål: 123,7 x 62,4 x 13,6 mm
Arbejdshukommelse: 350 MB
Hukommelse: 16 GB indbygget, plus plads til hukommelseskort
Datahastighed: 10,2 Mbit/s ind, 2 Mbit/s ud, Wi-Fi 802.11 b/g/n
Danske bogstaver: Ja
Skrivning: Slide QWERTY-tastatur
Skærm: 3,8" TFT, 360 x 640 pixel
Kamera: 8 megapixel uden autofokus og fotolampe
GPS: Ja
Pris:Ca. 4.500 kroner
 

Side 8 kategorivindere

 

Kategorivindere:

 

Skærm og tastatur

Både Desire Z og Nokia E7 har rigtig gode tastaturer og skærme af mobiler at være, men – uretfærdigt eller ej – iPads store skærm med stort skærmtastatur gør den til den indlysende vinder i denne kategori. Sony Ericsson Xperia X10 Mini Pro forsvarer sig flot, mens BlackBerry Torch og HTC Trophy slår sig selv hjem med manglende æ, ø og å.

Vinder: Apple iPad

E-mail og kalender
Testens telefoner varierer i mulighed for at konfigurere e-mail-konto og kalendersynkronisering. Til de bedste hører iPad, Desire Z og Nokia E7. Nokia E7s e-mail er ikke særlig pæn at se på, men den er praktisk og overskuelig, og har flere indstillingsmuligheder end nogen anden telefon i testen. Den kvajer sig heller ikke med kalendersynkroniseringen.

 

Vinder: Nokia E7

Dokumenter
Programmerne Quickoffice og Documents To Go findes til de fleste af telefonerne i testen, men der er overrasekende stor forskel på funktionerne, også på samme program i forskellige styresystemer. Dårligst fungerer det på enhederne uden rigtigt filsystem, iPad og HTC Trophy; bedst på Symbian- og Android-mobilerne. På dem fungerer fjernlagringen af dokumenter på nettet også bedst.

 

Bonusfunktioner som mulighed for at vise præsentationer på tv og at downloade filer fra USB-stik klarer Nokia bedst.

 

Vinder: Nokia E7

Sikkerhed
Samtlige mobiler i testen kan beskyttes med kodeord og hindres i, at indholdet kan nås via USB. På Android-mobilerne kan man installere sikkerhedssoftware, på Nokia følger det med fra starten, men i BlackBerry OS og iOS gennemsyrer sikkerhedstanken hele styresystemet. Apples og HTC' Android-tjeneste til at slette alt på afstand bliver afgørende.

 

Vinder: iPad og Desire Z

Øvrigt
Ud over iPad’en, der egentlig er ret funktionsfattig bortset fra den store skærm, er feltet ret jævnbyrdigt med øvrige funktioner. Kameraer og musikafspillere er omtrent lige gode, men mængden af tilgængelige apps til at udvide funktionaliteten varierer kraftigt. Det smarte format er en bonus, der i kombination med mange tilgængelige apps gør X10 Mini Pro bedst i denne kategori.

 

Vinder: Sony Ericsson Xperia X10 Mini Pro
 

 

Side 9 Og den samlede vinder er...

 

Og den samlede vinder er...
Ingen har sat spørgsmålstegn ved Nokias evner til at lave kvalitetsprodukter, og E7 er ingen undtagelse. Det er systemet Symbian, der har fået kritik for at være forældet, men for erhvervskunder har det sine åbenlyse fordele.

 

Med E7 har Nokia desuden tilføjet en hel del ekstrafunktioner til nytte for erhvervskunderne. Nokia E7 er den bedste løsning til kontoret i lommen. Hvis du ikke vil have Symbian, er HTC Desire Z et interessant alternativ med Android som styresystem - den ligger lige i hælene på Nokia E7 og er faktisk betydeligt billigere.

 

 

Side 10 Hov hov, hvorfor måtte vi ikke være med?

 

Apple iPhone 4
Vi valgte iPad i stedet for iPhone, fordi den betydeligt større skærm gør det væsentligt lettere at skrive tekst og læse dokumenter på den.

 

Samsung Galaxy 551
Endnu en Android-mobil med slide-tastatur. Ligesom Sony Ericsson X10 Mini Pro er den et discount-alternativ, men Mini Pro virker som et bedre alternativ i næsten alle kategorier, så den repræsenterer denne prisklasse.

 

Samsung Galaxy Tab
Hvis vi har Apples surf-tablet med, hvorfor så ikke Samsungs? Fordi den efter vores erfaring er betydeligt mindre egnet som arbejdsredskab på grund af det mindre skærmtastatur.
 

 




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere