Google er en virksomhed med mange jern i ilden, men det betyder tilsyneladende ikke, at deres projekter går i stå. Ud over deres nye mobile styresystem Android, er Google Maps til mobilen et af deres store aktiver på mobilmarkedet. Og netop Google Maps er nu kommet i en ny version med flere nye spændende funktioner.
Blandt andet er der blevet tilføjet en fodgængerfunktion, der skulle gøre det nemmere at finde vej til fods, ligesom den forbedrede positionering vi skrev om forleden, også er med i den nye version. En anden ny spændende funktion er Street View, der gør det muligt at se steder helt nede i gadeplan, som om man selv stod på gaden og kiggede sig omkring. Foreløbig er Street View dog primært tilgængelig i amerikanske byer, men vi kan jo håbe på, det også bliver mere udbredt i Europa snart.
Foreløbig er den nye version af Google Maps tilgængelig i en Java-version og en version til Blackberry. Versioner til Windows Mobile og Symbian følger dog formentlig snart.