Den danske virksomhed Speednames frigiver nu domænet .US, der tidligere har været forbeholdt offentlige myndigheder i USA. Danske eksportvirksomheder opnår derved en unik mulighed for at sikre en lokal online identitet på det amerikanske marked.
Det har tidligere været nødvendigt at registrere top-level-domæner (TLD) som .com, .net eller .org i bestræbelserne på at skabe en international online-identitet. Med lanceringen af .US åbnes der op for at erhverve rettighederne til et nationalt domæne med en meget høj kommerciel værdi.
- Jeg synes det er et utroligt spændende domænenavn. Vi er vant til navne som .com, .net og .org, og det bliver interessant med tiden at se, hvordan markedet reagerer på .US, udtaler Henrik Egede, kommunikationschef i IT-Brancheforeningen i forbindelse med lanceringen.
For at imødekomme problemer med domænepirater - også kaldet cybersquatting - vil udbydet af domænenavne blive styret gennem en model, der giver indehavere af amerikansk registrerede varemærker i perioden fra den 25. februar til den 8. april mulighed for at sikre retten til de pågældende domænenavne.
For at erhverve et .US domænenavn skal virksomheden enten være registreret erhvervsvirksomhed i USA eller kunne påvise kommerciel tilknytning til landet. Og som privatperson kræves et tilhørsforhold til USA gennem familie eler statsborgerskab.
Danmark er generelt langt fremme, når det gælder registreringer af domænenavne. Da .biz blev frigivet udgjorde danske registreringer 5,8 procent af det samlede antal forhåndsregistreringer på næsten 170.000 domænenavne. Endvidere har Danmark placeret sig på en fornem 7. plads på listen over de lande, der har registreret flest domæner af typen .name.