ComON har tidligere skrevet om risikoen for heftige udbrud på Solen, som kan forstyrre den globale elektroniske kommunikation og afbryde strømforsyningen i store områder. Nu melder den amerikanske National Weather Service og NASA om et meget voldsomt udbrud på Solen tirsdag morgen dansk tid, som har sendt enorme mængder af partikler afsted mod Jorden. De ventes at ramme natten mellem onsdag og torsdag.
Ifølge en NASA-talsmand er der tale om den kraftigste solstorm siden 2006. En sådan solstorm kan ødelægge satellitter og forstyrre GPS-navigation. Den kan også være til fare for astronauter og det er muligt at internationale flyvninger over polarområderne må omdirigeres.
Allerede en mindre solstorm søndag har skabt problemer for den europæiske forskningssonde Venus Express, som i en periode ikke var i stand til at bruge sine to stjernesensorer.
Et meget voldsomt soludbrud som tirsdagens kan skabe forstyrrelser i Jordens magnetfelt – en såkaldt geomagnetisk storm. Det skete blandt andet i 1859, hvor telegrafstationer brød i brand. I 1989 udløste en solstorm en større strømafbrydelse i Canada. Voldsomme forstyrrelser i Jordens magnetfelt pga. stormen havde skabt kraftige strømme i elledninger, der fik transformerstationer til at smelte sammen.
Solstormene producerer heftige udladninger af protoner, der når frem til Jorden i løbet af 15 minutter. Protonerne kan være skadelige for astronauter og flypassagerer, og de kan smadre satellitter i kredsløb om Jorden.
Solen er en boble af varmt gas, der bevæger sig meget hurtigt. Den indeholder en kolossal mængde oplagret energi, ligesom en elastik, der strækkes ud. Nogle gange slipper energien ud i voldsomme udbrud, der svarer til, at mange millioner atombomber går af på samme tid. Det kan sammenlignes med, at elastikken strækkes så meget, at den springer.
Foruden protonerne udsendes også en sky af partikler, der bevæger sig noget langsommere og tager flere dage om at nå frem til Jorden. Partiklerne kan føre til kraftige magnetiske forstyrrelser i den øvre del af atmosfæren, hvor der kan løbe elektriske strømme på flere millioner ampère.
Solens aktivitet svinger op og ned med en gennemsnitlig periode på ca. 11 år. Den nuværende cyklus forventes at toppe i 2013.
Ifølge de seneste meldinger forventes partiklerne fra det seneste udbrud at ramme omkring kl. 20.00 onsdag aften og udløse lette eller middelsvære geomagnetiske storme i et døgns tid.