Motorola afslørede torsdag, at en ny alliance af producenter og operatører vil lave en version af Linux til mobiltelefoner. Det skriver den norske nyhedstjeneste digi.no.
Symbian har længe været den altdominerende software-platform til mobiltelefoner. I de seneste år har Microsoft forsøgt at trænge ind på markedet, men nu kommer der altså en ny konkurrent, der vil erobre markedet for operativsystemer til mobilen.
Alliancen består af producenterne Motorola, Samsung, Nec og Panasonic og de to store mobiloperatører Vodafone og NTT DoCoMo.
Softwarepakken forventes at være færdig i slutningen af 2007.