Læselystne odenseanere, der går ind på odensebibliotek.dk, kan få meget mere lir end man normalt finder i Inge og Steen Hegelers 60'er klassiker "Kærlighedens ABZ". For domænet viser nemlig ikke hen til det kommunale bogudlån i eventyr-byen.
Derimod kommer man direkte til pornohjemmesiden "Slamfisse.dk". Det oplyser TV2/Fyn.
»Vi har lige hørt om sagen i dag, og vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at få lukket siden. Vi kan ikke leve med sådan noget,« sagde biblioteksleder Kent Skov Andreasen til tv-stationen torsdag.
Odense Central Biblioteks rigtige hjemmeside findes på odensebib.dk.
Det har fredag morgen ikke været muligt for ComON at få en kommentar fra ejeren af odensebibliotek.dk og slamfisse.dk, Ronny Arnesen fra Randers.