Det er kun halvandet år siden, at den første mobil med Googles styresystem Android i version 1.0 kom på markedet. Vi er allerede nået til version 2.2 med minimum fire større mellemliggende version, og det har gjort det svært for både mobilproducenter og udviklere at følge med. Men det vil snart blive bedre.
Googles chef for Android, Andy Rubin, siger nemlig i et interview med Mercury News, at Google godt er klar over problemet, men at de indtil nu har været nødt til at komme med nye versioner så hurtigt for at få Android gjort fuldt ud konkurrencedygtigt.
Men det er ved at være slut med de mange opdateringer nu:
"Vores produktcyklus er nu to nye versioner om året, og det vil formentlig ende med at være en enkelt om året, når tingene begynder at falde lidt til ro," udtaler Rubin, og fortsætter:
"Det er svært for udviklerne at følge med. Jeg vil have udviklerne til at have indflydelse på innovationen. Jeg vil ikke have udviklerne til at skulle forudse innovationen".
Du kan læse hele interview med Andy Rubin ved at følge linket herunder.