Et avanceret it-projekt på Horsens Sygehus udviklet af fire studerende fra Århus skal i dagene 6.-12. august kæmpe om verdensmesterskabet i softwareudvikling for studerende. Det afvikles i Delhi i Indien.
Det danske projekt er oppe mod 72 projekter fra 44 andre lande i finalen, men mere end 65.000 studerende har deltaget i de indledende runder af Globale Imagine Cup.
De fire danske studerende fra Datalogisk Institut Århus har udviklet en applikation på Microsoft teknologi som overvåger operationsstuer og lokaliserer personalet. Målet er at nedbringe spildtid og gøre det muligt at gennemføre flere operationer.
"Det Interaktive Hospital" går kort fortalt ud på, at man i et koordineringsrum på operationsgangene og i operationsrummene på Horsens Sygehus kan følge med i, hvad der foregår på alle operationsstuer via en touch screen eller mobiltelefon. Derudover er personalet udstyret med bluetooth-enheder, således at de hele tiden kan stedfæstes. Lige nu arbejder gruppen på at optimere projektet blandt andet ved at integrere til sygehusets booking og EPJ system og lave stemmestyring til systemet, så apparaturet forbliver mest muligt sterilt.
De fire studerende bag projektet er Mads Søgaard, Thomas Riisgaard Hansen, Christian Jonigkeit og Rasmus Vedel.
»De studerende har lavet et softwareprojekt på et imponerende højt datalogisk niveau og alene det at kvalificere sig til finalen er en stor bedrift. Det bliver yderst spændende at se projektet blive præsenteret i Delhi,« siger Henrik Westergaard Hansen fra Microsoft, der sponserer konkurrencen.