Opdateringer af Windows distribueres ikke som e-mail, men ved man ikke det, er det muligt at blive narret af en ny virus med navn "Worm/Ngvck".
Den ankommer som en mail med emnefeltet, "Windows Update". I teksten står der: "Hey, at work we are applying this update because it makes Windows over 50% faster and more secure. I thought I should forward it as you may like it." Den vedhæftede fil hedder MS02-010.exe.
Hvis filen åbnes sender ormen sig selv videre til alle i Outlooks adressekartotek. Derudover gør ormen kun begrænset skade.
Ifølge Central Command har ormen kun den skadevirkning, at der dukker et vindue op med teksten: "You're infected with Win32.HLLP.Sharp, written in C#, by Gigabyte/Metaphase."