Når Steve Jobs putter trøjen godt ned i bukserne og går på scenen i Cupertino til MacWorld i næste måned, har han en ny Mac Mini, en Nano iPhone eller en netbook med i baglommen.
I hvert fald hvis man skal tro rygterne, analytikerne og Mac-fetichisterne.
I Kina er et etui til et touchbaseret Apple produkt i Nano størrelse blevet opdaget. Der er åbning til skærmen og kameraet på bagsiden. Etuiets form minder også om iPhones afrundede kanter. Ifølge kilden skulle det være en neddroslet iPhone uden 3g, hvilket stemmer overens med flere analytikere, der har beskrevet, hvordan det er almindeligt at lancere neddroslede versioner af sit topprodukt, som foreksempel Commodore gjorde da de lancerede Amiga 1000s lillebror 500'eren.
En analytiker er sikker på, at Apple kommer med en netbook, der kan køre Apps fra iPhone App butikken. Det skal ses i sammenhæng med, at Apples salg under finanskrisen er stagneret, og en billig netbook måske vil resultere i et par ekstra skillinger.
Ifølge Wired siger en anonym kilde hos Apple, at en opdateret Mac Mini er på vej. Men Cnet spekulerer i hvordan det hænger sammen med Apples strategi om, at fremtiden er mobil.