Marc Pesce opfandt i tæt samarbejde med Silicon Graphics dokumentsproget VRML, Virtual Reality
Modeling Language, der i stigende grad bruges til tredimensionelle verdener på Internet. Han har
sidenhen videreudviklet sproget, der i den nyeste version ikke blot kan håndtere objekter og
landskaber, men også menneskelige figurer og dyr. VRML-filer er simple tekstfiler, der faktisk kan
skabes med ethvert tekstprogram - men hvis man ønsker at skabe store og komplekse verdener
anbefales det at bruge et af de mange glimrende 3D modelerings-værktøjer, der findes på markedet.
Filerne kan betragtes i alle nyere browsere, der har indbyggede VRML-moduler.
I et interview med ComON fortæller Marc Pesce om VRML og kampen for at tilføre nettet en ny
dimension.
Interview
ComON: Hvad er den grundlæggende ide bag VRML-sproget? Hvorfor mente du, at nettet behøvede en tredje dimension?
Pesce: Den tanke, at tekst - som er en 500 år gammel brugerflade - er brugbart til at styre "fakternes
ocean" på Internet er lidt absurd. Tekst er yderst essentiel for nogle typer informationer, men det er
næsten ubrugeligt som mekanisme, der kan hjælpe med navigering i informationer. Når vi
konfronteres med et netværk af 100 millioner dokumenter, kan vi ikke nøjes med tekst og
tekstbaserede søgemaskiner. Den tredimensionelle netverden repræsenterer et forsøg på at anvende
den menneskelig sensorik - som er meget godt udstyret til at filtrere vigtige informationer fra trivielle
- som en primær brugerflade til denne næsten grænseløse mængde informationer.