Intel blev i sidste måned idømt en rekordbøde på otte milliarder kroner for at have misbrugt sin dominerende position på processor-markedet. Det er konkurrenten AMD, der oprindelig startede EU-sagen mod Intel.
Nu har grafikkort-firmaet Nvidia også meldt sig blandt dem, der kritiserer Intels priser. Nvidia har ellers traditionelt et forholdsvis tæt samarbejde med Intel. Begge har den samme ærkerival, AMD/ATI. Efter AMD's køb af ATI var det ligefrem ventet, at Intel ville købe Nvidia.
Men det skete ikke, og i stedet er forholdet mellem Intel og Nvidia nu kølet ned til under frysepunktet. Nvidia-chef Jen-Hsun Huang kalder således Intels priser for unfair, men tilføjer dog at man indtil videre ikke vil starte en monopol-sag.
Ifølge Jen-Hsun Huang sælger Intel sin Atom-processor til netbooks for 45 dollar, men hvis man køber et komplet sæt med passende grafik-chips fra Intel, koster det pludselig kun 25 dollar.
Dermed forsøger Intel at fortrænge Nvidia, som også sælger grafik-chips der kan kombineres med Atom.
Intel afviser at man bruger unfair metoder overfor konkurrenterne og understreger at kunderne selv kan vælge om de vil købe Atom enkeltvis eller som en del af et sæt, hvor den er billigere.