Det er 808 procent dyrere at købe Profibers erhvervsløsning sammenlignet med en privatløsning. Ifølge Profiber kan virksomheder uden problemer vælge den private løsning.
En 20/20 Mbit erhvervs-opkobling koster 1400 kroner eksklusiv moms hos Profiber. Som privatkunde kan du få 15/15 Mbit for 198 kroner inklusiv moms. Det giver en prisforskel på 808 procent på de to produkter, når man ikke tager hensyn til forskellen i hastighed.
Flemming Seidelin, der er salgskonsulent hos Profiber begrunder den store difference med, at erhvervsløsningen adskiller sig på service, hardware og afregningen af trafik.
På servicesiden får erhvervskunderne får automatisk fejlretning inden for fire timer, mens privatkunderne altid ryger bagerst i køen.
Hvad angår hardwaren, så oplyser salgskonsulent Flemming Seidelin, at der naturligvis er tale om bedre udstyr til erhvervskunderne. Han kan dog ikke specifikt fortælle, hvordan erhvervshardwaren adskiller sig fra det udstyr, som private får tilbudt.
Den store forskel i prisen skal primært findes i trafikken via forbindelsen. Profiber betaler per bit, og leverandøren forventer, at erhvervskunder har en væsentlig højere trafik, og derfor skal erhvervskunderne også betale mere for forbindelsen.
”I vilkårene for private står der, at vi ikke tillader, at man har uforholdsmæssigt meget trafik. Det er noget, som alle udbydere skriver, men det slipper erhvervskunderne for,” siger Flemming Seidelin.
Han har ingen ide om, hvor grænsen for ”uforholdsmæssigt meget trafik” ligger henne, men oplyser, at han aldrig har hørt om, at der har været problemer med, at kunderne overskrider grænsen.
Ifølge Flemming Seidelin så kan virksomhederne ligeså godt vælge Profibers private løsning over erhvervsløsningen og oplyser, at mange små virksomheder allerede har en privat løsning. Profiber overvåger trafikken på deres net, men der er ingen sanktioner mod kunder, der bruger uforholdsmæssigt meget trafik. Og skulle problemet opstå kan kunderne uden videre opgradere.
”Bruger virksomheden internetforbindelse som normal dansk husstand, er det en fin løsning at vælge den private model. Det er hovedsageligt enmandsvirksomheder, som har valgt vores private løsning, og jeg mener, at en større seriøs virksomhed er nødt til at have erhvervsløsning,” siger Flemming Seidelin.
Det er så op til virksomheden selv at beregne værdien af hurtigt fejlretning. Hvis nedetid ikke er kritisk for forretningen, så er der masser af penge at spare. På årsbasis koster 20/20 erhvervsløsningen 18.624 kroner mere end den private 15/15 løsning. De penge kan alternativt betale for en dongle eller to til de medarbejdere, der skal være online, hvis uheldet skulle være ude.
Profiber fik for nylig nye ejere: I dag er selskabet ejet af en alliance mellem 15 danske elselskaber. De er i gang med at stifte et fælles endnu ikke navngivet selskab, der kan stå for bredbånd og tv-indhold på selskabernes fibernet.
ComOn har efterfølgende modtaget en kommentar fra Profibers produktchef Brian Jonasson:
”Artiklen giver i sin fokus udtryk for, at vi udnytter erhvervskunder. Når det i stedet handler om, at vi faktisk har nogle meget favorable priser til privat- og erhvervskunder hver for sig. Det er pærer og bananer der bliver sammenlignet. Der er tale om klare forskelle mellem vores erhvervsløsning og privatløsninger og henvender sig til vidt forskellige målgrupper. Lige så vel som der er tale om forskellige servicegrader og omkostninger ved driften samt udviklingen af disse.Dette er ikke atypisk for markedet og de fleste erhvervsvirksomheder er klar over disse forskelle, ” siger han.