De trådløse netværk bliver i stigende grad brugt af kriminelle til at skaffe sig et alibi for eksempel i forbindelse med sager om børneporno.
Det skriver Jyllands-Posten. Politiet oplever i stigende grad, at kriminelle forsøger at bruge det trådløse netværk som et alibi.
»Helt generelt oplever vi flere, der påstår sig hacket i et forsøg på at fremstå som uskyldige,« siger kriminalassistent Jan Friis fra Rigspolitiets it-efterforskningsenhed.
Problemet er, at trådløse netværk ikke er særlig sikre, og derfor er lette at bryde ind i. Dermed er der åbent for at bruge et trådløst netværk som alibi.
»Vi vil godt kunne havne i en situation, hvor nogen forsøger at dække sig ind med, at de er blevet hacket, og hvor vi kan have problemer med at bevise det modsatte. Det er problematisk for os, men i sidste ende er det rettens afgørelse,« siger Jan Friis.
Men ikke kun de trådløse netværk kan bruges som alibi. Også for eksempel en trojansk hest på ens computer vil kunne bruges som undskyldning for at der er fundet børnepronopgrafi på maskinen.
»Det behøver ikke bare at være trådløse netværk, det samme kan gøre sig gældende, hvis man for eksempel har fået en trojaner ind på sin computer. Så er det op til os, at be- eller afkræfte, om forklaringen kan have sin rigtighed,« siger Jan Friis.
Ud over at politiet ser flere sager med trådløse netværk involveret, har det også set tegn på at de kriminelle benytter andre metoder. Politiet ser flere og flere eksempler på at virksomheders og privates netværk udnyttes til ulovligheder. Det betyder, at der kan være noget om snakken når en mistænkt påstår sig hacket.
»Det vil i hvert fald så tvivl om den sigtelse, som politiet rejser, og tvivlen kommer den sigtede til gode,« siger sikkerhedseksperten Preben Andersen fra DK-CERT.